Homøopati

Hvad er homøopati?

Lad det være sagt fra starten af, at homøopatien ikke kan forklares ud fra naturvidenskabelige erkendelsesmetoder, men kun ud fra en samtidig åndsvidenskabelig erkendelse. Den grundlæggende forskel på naturvidenskab og åndsvidenskab er, at naturvidenskaben vil søge oprindelse til f.eks. mælkebøttens fysiske fremtoning i mælkebøttens fysiske substans, mens man i åndsvidenskaben vil søge oprindelsen til mælkebøtten i en livskraft, der ikke har fysisk karakter. Det kan sammenlignes med en tekop, hvor naturvidenskaben altså søger efter oprindelsen til tekoppen i leret som tekoppen er lavet af, og åndsvidenskaben søger årsagen i ideen bag tekoppen (altså i tankevirksomheden hos den som har skabt tekoppen).

I eksemplet med mælkebøtten kan man se, at ikke blot tillægger åndsvidenskaben den en livskraft, men også en specifik livskraft, der netop frembringer en mælkebøtte. I åndsvidenskab kan man altså ikke forestille sig, at et mælkebøttefrø kan blive til et kastanietræ, selv om frøenes fysiske grundsubstanser næsten er identiske, da der findes forskellige typer livskræfter nogle der frembringer mælkebøtter og nogle der frembringer kastanietræer og så fremdeles. Disse livskræfter er tydeligvis knyttet til bestemte fysiske substanser. I den fysiske substans finder vi således et ydre sansbart udtryk for en bagvedliggende kraft. Der er en nær sammenhæng (affinitet) mellem en bestemt livskraft og en specifik fysisk substans.

Denne livskraft kan sammenlignes med lyset, der ej heller kan iagttages med sanserne, men kun ses, når det rammer materien. På samme måde kan livskraften ikke ses med de fysiske sanser eller med deres forlængelse i form af mikroskoper osv, mens dens virkninger kan iagttages. Naturvidenskaben har derfor rig mulighed for at påvise effekten af homøopati, men har ikke mulighed for at erkende kraften selv, på samme måde som man ikke fysisk kan erkende tyngdekraften, men kun dens virkninger.

At mælkebøtter er godt for leverens beherskelse af væskerne i menneskets totalorganisme[1] er velkendt. Men hvor naturvidenskaben søger at finde årsagen til dette i mælkebøttens fysiske substanser, søger åndsvidenskaben oprindelsen til dens velgørende virkninger i den kraft, som har skabt mælkebøtten. I åndsvidenskabelig betydning er det således ikke den fysiske substans, men det der har skabt denne substans, der giver dens virkning. Det er derfor ikke overraskende for åndsvidenskaben, at mennesket kan opnå en virkning ved at spise mælkebøtter, da man gennem indtagelse får del i denne livskraft. Ved at frigøre denne livskraft (i åndsvidenskaben kaldet æterlegemet) og indføre den i mennesket uden den fysiske substans, vil vi opnå en større virkning, fordi man så får en større ”portion” og et renere produkt af livskraften fra mælkebøtten. Gennem særlige homøopatiske fortyndings (potensering) processer kan man oven i købet forstærke denne livskraft og tilpasse den til mennesket, da det jo er tydeligt, at livskraften i mælkebøtten får et andet udtryk og en anden kvalitet i den menneskelige lever. Denne forstærkning og forvandling, som kan gøre den egnet som medicin for mennesker, kaldes potensering.

En medicins potens opgøres i et D-tal, f.eks. D6

Den rene substans kaldes Ø
Fortyndet 1:10 kaldes D1
Fortyndet 1:100 kaldes D2

D-tallet angiver altså hvor meget fysisk substans der er tilbage, i det homøopatiske produkt. Tallet efter ”D” viser antal nuller, der skal efter 1-tallet.. En potens D10 er således 1 del vand og 10.000.000.000 dele vand/mælkesukker/sprit alt efter hvorledes fortyndingen laves og til hvilket formål.

Et andet homøopatisk princip er lighedsprincippet, som populært udtrykkes som ”lige helbreder lige”. Det vil i praksis sige, at til f.eks. dødlignende udmattelsestilstande kan man benytte hvid arsenik i homøopatisk form. Det mest velkendte eksempel er, at på samme måde som løg (Cepa) kan fremkalde rindende øjne og slimafsondring fra næse og svælg, kan homøopatisk løg benyttes mod den tilsvarende lidelse (høfeber). I den klassiske homøopati udføres mange forsøg for erfaringsmæssigt (empirisk), at finde frem til de fysiske og psykiske virkninger, et stof giver, hvorefter man giver det samme stof i homøopatisk form mod sygdomme, der udviser tilsvarende fysiske og psykiske symptomer. Samuel Hahnemann, som man normalt betragter som homøopatiens grundlægger, lagde selv mest vægt på de psykiske tilstande. I den såkaldte klassiske homøopati benytter man i det væsentligste kun et enkelt middel, med et specifikt indhold.

I den antroposofiske homøopati er disse forsøg delvis afløst af åndsvidenskabelig indsigt, det vil sige; at Rudolf Steiner, som er antroposofiens grundlægger, gennem oversanselig åndsskuen og igennem en betydelig indsigt i betydningen af, hvad der kan skues, fandt frem til de mineraler/metaller/planter, som kunne helbrede bestemte sygdomme. Samtidig erkendte Rudolf Steiner betydningen af, at man behandler flere af menneskets væsensled på samme tid, således at et antroposofisk medicinsk præparat typisk indeholder et middel til æterlegemet, et middel til astrallegemet og et middel til jeget. Herved kan tilstanden og dens oprindelse behandledes i hele mennesket. Dette kan være svært for et moderne menneske at forstå, da åndserkendelse ikke længere hører hverdagen til, men populært kan man kalde Rudolf Steiner’s forskningsmetode for en form for auralæsning, og der hvor auraen hos planter og mineraler korresponderer med auraen i det menneskelige legeme fandt han lægemidlerne. Denne forklaring er langt fra præcis og fyldestgørende, men blot et spædt forsøg på at forklare forskellen på klassisk homøopati og den antroposofiske lægekunst.

At det grundlæggende er den samme kraft, der gennemtrænger alt levende, kan ses af, at de basale byggesten er ens i alt levende. Populært organisk materiale altså materialer med forskellige kulstofforbindelser. Denne almen kraft kaldes verdensæteren, modsat den specifikke æter. Det er dog ligeså tydeligt, at der sker en differentiering af denne livskraft. Den kraft, som differentierer livskraften, altså hæmmer den i dens videre vækst og ”spalter den” for at skabe forfinede og mere forvandlede dele/substanser, kaldes i åndsvidenskaben for astralkraft eller astrallegemet. Des mere udviklet eller, differentieret en organisme er des mere finder vi, at der ud over livskraften også er astrale dødskræfter til stede. I Astrallegemet finder vi det modsatte af livskræfterne altså en dødskraft, som er lige så nødvendig som en livskraft, da der ellers ikke kan ske en bortfjernelse af det, som ikke skal benyttes mere, f.eks. døde celler og mælketænder. Uden død kan der ikke ske en genopstandelse i forvandlet form.

Rudolf Steiner skriver i bogen Grundlag for en udvidede lægekunst: ” om lighedsprincippet: Homøopaten er altid mere fænomenlogisk[2] end den allopatiske[3] fysikker, som altid er indhyllet i sin egen fordomsfyldte rationelle terapi. Dette faktum afgøres dog ikke fuldstændigt gennem dette simple udsagn. Det viser sig kun når vi fastholder: Det som gør en person syg, når det indtages i større mængder i det nedre system (som fysisk substans), vil gøre ham rask når det indtages i små doser, hvis dets effekt kan udgå fra det øvre system (Æter/astral eller ånds verden) og omvendt. Dette udsagn om det homøopatiske grundprincip, er midlet hvorved den rette forståelse af konflikten mellem homøopati og allopati opnås.”

I mødet mellem de differentierende astrale dødskræfter og de æterisk opbyggende livskræfter, opstår der en stadig kamp om hvilke, der skal have overtaget. Dette giver kræfternes møde en rytmisk karakter, en bølgen frem og tilbage, og her i denne bølgen frem og tilbage opstår et tredje element som kaldes menneskets jeg-oplevelsen. I dette jeg opleves de sande følelsers (ikke lidenskabernes) virkelighed.

Det er derfor naturligt at mennesker som benytter homøopatisk medicin, også oplever at balancen mellem æterlegeme og astrallegeme flytter sig, og at der som resultat også kommer følelsesmæssige reaktioner. Homøopatisk medicin virker således både på vaner lidenskaber og, tankemønstre, ja endda ofte helt ind i jeg-oplevelsen.

I nogle fysiske substanser er gennemtrængningen af oversanselige kræfter stor i andre mindre. Er der ingen væsentlig gennemtrængning betyder det dog ikke, at kræfterne ikke er tilstede, men blot at de ikke har en fysisk virkning eller manifestation. Således er der f.eks. ikke meget æter- og astral-substans i mineraler. Væksten er meget begrænset, og dødsprincippet er tilsvarende svagt, så her er forbindelsen mellem æterkræfterne og den fysiske substans meget flygtig, mens der er en klar dominans af æterlivskræfter i planter. Så længe æterkræfterne stadig som hos mineralerne er knyttet til materien kan de stadig benyttes i medicinsk behandling, da det jo netop ikke er den fysiske substans der benyttes. Homøopatisk potenseret medicin fra de forskellige ”riger” benyttes da også til forskellige sygdomme og ubalancer

Overordnet set kan man sige at:

Mineraler benyttes til behandling med udgangspunkt i jeget
Planter til behandling med udgangspunkt i astrallegemet
Dyr til behandling med udgangspunkt i æterlegemet.

Men over de 3 riger, mineralriget, planteriget og dyreriget, ligger en helt grundlæggende skaberkraft, som virker gennem alle planer. Kræfter som har skabt de 3 riger. Disse kræfter kommer i de forskellige riger forskelligt til udtryk, selv om det er de samme kræfter. I mennesket kommer de til udtryk i organdannelsen og i mineralriget i metallerne. I den antroposofiske medicin betragtes 7 af metallerne som et særligt rige, og disse metallerne udgør i den antroposofiske homøopati nogle helt grundlæggende kræfter, som potentielt indeholder de øvrige riger kræfter i sig. F.eks. skaber kræfterne bag metallet guld, hjertet i menneske og dyr, og perikon og arnica i planterige samt fosfor i mineralriget. Den samme kraft kan altså genfindes på flere planer. Derfor skal en ubalance, som er grundlæggende også behandles på alle planer. Hvor det ikke er noget grundlæggende organisk eller psykisk, der er årsagen til en sygdom, kan man undlade en behandling med homøopatisk metaller, f.eks. en forstuvning, som kan klares med plantemidler. Overordnet og skematisk set kan man sige:

Oversigt over terapiformer

Metallernes virkning dækker alle de øvrige terapiformers indvirkning. Metallerne virker således ind som en udefra og ovenfra kommende kraft der ligger over menneskes jeg oplevelse. Selv jeget bliver her behandlet.

Mineralernes indvirkning udgår fra ide (visdom) sande følelser i jeget, og virker gennem de astrale lidenskaber ind i skæbnen, tiden og derfra ind i det fysiske rum. Den mineralske kraft kan beherskes af det menneskelige jeg og jeget kan benytte dets kræfter til helbredelse af de underliggende væsensled. En særlig form af mineralterapien er hvor man gennem forbrænding forvandler en ikke mineralsk substans, som f.eks. en plante til et mineral. Det klassiske eksempel er Carbo Betulae er som forkullet birketræ (grillkul), som bl.a. kan benyttet mod kolik.

Planternes indvirkning udgår fra de lidenskaber og virker ind i skæbnen og tiden og derfra ind i det fysiske rum.

Dyrenes indvirkning udgår fra tiden og karma (skæbnen) og derfra ind i det fysiske rum.

Allopatika (traditionel medicin) virker i det fysiske rum, og således ikke i tiden. En vedvarende behandling er derfor nødvendig.

Jo kortere vejen er til det fysiske legeme/rum jo hurtigere fysisk resultat. Jo længere vej jo mere dybdegående resultat, dvs. et resultat der ikke blot virker i det fysiske rum, men også i tiden, og på det tanke og følelsesmæssige plan. Med tanke- og følelsesplan menes både de astrale lidenskaber og tankevirksomheden samt på jegets følelsesoplevelse. Da den dybdegående behandling også virker i tiden, kan behandlingen almindeligvis ophøre, når helbredelse er opnået. Man kan således se, at når der til halsbetændelse anbefales enten Apis/belladonna (honningbi/galnebær) eller cinnabaris (Kviksølvsulfid). vil man på den ene side opnå en hurtig lindring og et hurtigt resultat med Apis/belladonna, mens man på den anden side vil opnå en mere langvarig men langsommere virkning med Cinnabaris.

At opnå kendskab til metallernes mineralernes, planternes og dyrenes virkning og benytte dem i sygdomsbehanding er et langt studium, men der er en lang række kombinationsmidler som kan benyttes af alle, uden et dybere kendskab til homøopatien. Et par grundregler kan det dog være relevant at kende til:

Optagelsen via slimhinderne (dråbeform), virker via æterlegemet.
Optagelse ved injektion virker via jeget
Optagelse via huden, f.eks. salver, fodbade og badetilsætninger, virker via astrallegemet.

Midlerne har dog langt større anvendelsesmuligheder end de her angivne, men det kræver uddannelse at benytte disse muligheder. Det, som er angivet i dette skrift, kan benyttes af alle, når blot man bliver inden for den udstukne ramme. I tvivlstilfælde skal man altid søge erfaren behandling, og undlad aldrig af principielle eller religiøse årsager at søge traditionel læge for hjælp. Om end penicillinsk behandling bør minimeres til det nødvendige, skal det understreges, at det kan være nødvendigt, og søg derfor altid professionel hjælp ved alvorlige sygdomme.

De 5 sygdomsårsager og deres behandling

1. Astrale sygdomme, som finder deres oprindelse i hovedet og nervesystemet, men som kan udtrykke sig alle steder i kroppen. Behandlingen vil typisk være mineraliseret[5] planter, men kan ofte indeholde både mineraler og metaller.

2. Astrale sygdomme, som er akutte, og som hænger samme med føden eller andre miljøbestemte faktorer. Behandlingen vil ofte indeholde en diæt, og en mental vejledning.

3. Folkesygdomme, som stammer fra æterlegemet og kirtelsystemet, og som har deres oprindelse i ”folkesjælen”, og hvortil der kræves forskellig behandling alt efter hvilke karakteregenskaber, vaner og sociale relationer som personen har optaget fra folkesjælen. Behandlingen skal her væsentligst være planter.

4. Kroniske sygdomme som har deres oprindelse i blodet, jeg-følelsen og som ofte er arvelige. Behandlingen vil ofte være af mental karakter, mens man homøopatisk vil kunne lindre med mineralterapi.

5. Den sidste form for sygdom er den karmiske/skæbne bestemte. Her vil ingen ydre hjælpemidler hjælpe, uden en mental vejledning. At kunne lindre, er her den homøopatiske behandlings mål.

Om end de efterfølgende citater er korte uddrag, er det med dem som med alt andet Rudolf Steiner har skrevet, nødvendigt med flere gennemlæsninger, inden man har det fulde udbytte at skriften. Selv når man mener at have forstået teksten, kan man med fordel vende tilbage igen efter nogle år, blot for at opdage at der var flere aspekter end man indså første gang.

Det første citat er fra bogen Videnskaben om det skjulte, hvori Rudolf Steiner henleder opmærksomheden på, at menneskets bestanddele, jeget, astrallegemet, æterlegemet og det fysiske legeme i løbet af et døgn knytter sig til hinanden på forskellige måde. Således træder astrallegemet og jeget ud at det fysiske legeme og æterlegemet om natten. Ja faktisk er det denne trang til at forlade det jordiske og søge ind i de himmelske vi kalder træthed. Her skal man være opmærksom på to forhold; dels at æterlegemet (livskraften), derved om natten, får mulighed for at udbedre de skader, der er sket på det fysiske legeme i løbet af dagen, uden at de nedbrydende kræfter (astrallegemet) begrænser denne regeneration, og dels at vores astrale og åndelige bevidsthed ikke kan få næring af de fysiske æteriske forhold på jorden, med mindre bevidstheden samtidig rummer en bevidsthed om det himmelske, der ligger bag det jordiske. Det er derfor nødvendigt at disse 2 væsensled løbende søger sin næring i det himmelske. Derved bringes det sjælelige og åndelige sunde, ved astrallegemets og jegets genindtræden i det jordiske, med ind i det fysiske æteriske legeme.

Det andet citat klargør at menneskets møde med omverden kræver en aktiv dødsproces fra mennesket side hvis det skal opretholde sin sundhed. En af de væsentligste pointer er at når yderverden trænger ind i menneske, kan mennesket kun opretholde sin sundhed ved at overvinde denne indflydelse fra omverden. Således ville det være katastrofalt for den menneskelige organisme, hvis f.eks. en gulerod kunne vedblive at være gulerod i mennesket. Fordøjelsessystemet er jo strengt taget en stor forvandlingsmaskine, hvor omverdenens indtrængen overvindes og forvandles til menneskesubstans, eller udskilles igen hvor det indtrængte ikke kan overvindes. Interessant er det også, at Rudolf Steiner i bogen Hvordan når man til erkendelse af de højre verdener, gør gældende, at dette forhold ikke kun gælder fysiske substans, men også følelser tanker og handlinger fra yderverden, f.eks. i form af kulturelle holdninger, sanseindtryk og andre menneskers påvirkning. I homøopatien fortager man denne forvandling uden for menneskets legeme, for at aflaste den menneskelige organisation, mens man i traditionel medicin forsøger at lade stoffet bevare dets egenskaber og indflydelse så længe som muligt, hvorved der naturligt skabes lokale depoter af fremmedstof i mennesket, i samme omfang som dette lykkes.

Om sundhed sygdom og allopatica (R. Steiner citater)

Rudolf Steiner skriver i sin bog Videnskaben om det skjulte: ”Det fysiske legeme kan kun få den form og skikkelse som et menneske skal have, ved hjælp af æterlegemet. Men det kan kun få den af et æterlegeme, som på sin side igen får de nødvendige kræfter fra astrallegemet. Æterlegemet er det fysiske legemets arkitekt, men det kan kun bygge på rigtig måde, når det fra astrallegemet får anvisninger på hvorledes det skal bygge. I astrallegemet ligger de forbilleder, som æterlegemet følger, når det giver det fysiske legeme dets form. I den vågne tilstand er astrallegemet ikke fyldt med disse billeder, eller i alt fald kun til en vis grad. I den vågne tilstand sætter sjælen nemlig sine egne billeder i disse forbilleders sted. Når mennesket retter sine sanser mod sine omgivelser, så danner han sig gennem sanseindtrykkene i sin forestilling billeder af den verden, der omgiver ham. Disse billeder virker i almindelighed forstyrrende på de billeder, som sætter æterlegemet i stand til at forme det fysiske legeme. Kun hvis mennesket selv var i stand til at tilføje sit astrallegeme sådanne billeder, som kunne give mennesket de rigtige impulser, ville en sådan forstyrrelse ikke finde sted.

Ligesom det fysiske legeme behøver næringsmidler fra omverdenen, som er af samme natur som det selv er, er noget lignende tilfældet med astrallegemet.

Under søvnen befinder astrallegemet sig i en verden, som er af samme art som det selv. Men ved opvågningen suger det fysiske legeme og æterlegemet det op (som astrallegemet har modtaget[6]). Det optager det i sig. Det indeholder de organer, ved hvis hjælp astrallegemet kan træde i forbindelse med den ydre verden. Men for at denne forbindelse kan komme i stand, må det gå ud af sin egen verden. Men kun fra den verden kan det få de forbilleder, som det behøver for at kunne give dem til æterlegemet. Ligesom det fysiske legeme får sine næringsmidler fra sine omgivelser, optager astrallegemet under søvnen billeder fra den verden der omgiver det. Derfra kommer de billeder som giver menneskelegemet dets form. Det er selv en del af verdensaltet. Under den vågne tilstand træder det ud af den altomfattende harmoni for at kunne træde i bevidst forbindelse med den ydre verden gennem sanserne. Under søvnen vender astrallegemet tilbage til denne altomfattende harmoni. I det øjeblik mennesket vågner, tager han så meget kraft med ind i sine lavere væsensdele, at han for en tid kan undvære forbindelsen med denne verdensharmoni. Astrallegemet vender under søvnen tilbage til sit hjem og bringer ved opvågningen fornyede kræfter med sig ind i livet. Denne beholdning af ny kraft, som astrallegemet bringer med sig ved opvågningen, viser sig i den forfriskende (helbredelse) som den sunde søgn giver.”

Rudolf Steiner skriver i bogen Grundlag for en udvidet lægekunst om substantielle/allopatiske lægemidler: ”Der findes i virkeligheden slet ingen allopater, for også det som gives allopatisk som lægemiddel, gennemgår i organismen en homøopatiseringsproces og helbreder egentlig alene gennem denne homøopatiseringsproces. Således at enhver allopat egentlig finder støtte for sin allopatiske fremgangsmåde gennem den homøopatiseringsproces der finder sted i organismen selv, en organisme, som egentlig udfører det, som allopaten undlader: Ophævelsen af sammenhængen mellem lægemidlets enkelte dele. Dette medfører at organismen egentlig bliver påført en frygtelig arbejdsbyrde og en forstyrrelse, når man belaster organismen med de kræfter, som giver sig til udtryk når man tilfører lægemidlet i allopatisk tilstand.” (Ved at give lægemidlet i homøopatisk tilstand fritager man kroppen for dette ekstra arbejde og midlet kan derfor virker direkte ind på den ønskede måde. Samtidig består sygdomme ikke sjældent i, at kroppen netop ikke kan udføre denne homøopatiseringsproces, hvorfor allopater så vil være virkningsløse. Dette forklares yderligere i bogens tekst. O.a.)

Rudolf Steiner forklarer i menneskekundskabsforedragene (Åndsvidenskabelig menneskekundskab), at allopatika forhærder legemerne i en sådan grad, at det kan blokere for en (åndsvidenskabelig/homøopatisk) behandling. Dette forhold sætter ofte de åndsvidenskabelige behandlere i en klemt situation, idet de selvfølgelig ikke, og slet ikke lovgivningsmæssigt, kan anbefale at stoppe med de autoriserede behandlingsformer.

[1] Med totalorganisme eller totalorganisation menes menneske samlede væsen, med alle dets bestanddele, Fysisk legeme, æterlegeme, astrallegeme og jeg.

[2] Iagttagelse af verden ud fra en helhedsbetragtning, i betydningen verden er sand.

[3] Sygdomsbehandling med fysiske/substantielle substanser.

[4] Tid og karma er særlig fremtrædende egenskaber i æterlegemet. Det er således æterlegeme der skaber tiden, og samtidig er bærer af menneske karma. Af andre væsentlige egenskaber skal nævnes underbevidstheden, erindringer, og evnet til fysisk handling.

[5] Ved mineraliseret planter forstå en plante der er blevet brændt, så kun de mineralske af planten er tilbage, derved opnår man at kunne give planter, med samme virkning som mineraler, altså ud fra jeget og ikke ud fra astrallegemet.

Vejledning til antroposofisk medicin

Dosering

Ved homøopatisk medicin, som er stærkt fortyndede præparater, er hyppigheden af indtagelsen vigtigere end mængden. Det er derfor mere effektivt af indtage 6 x 5 dråber end 3 x 10 dråber. Men mængden er ikke helt ligegyldigt. Det er f.eks. mere effektivt at indtage 3 x 15 dråber end 3 x 10 dråber. Børn skal have ca. halv dosis. Nosoder og allopatica skal ofte kun indtages fra 3 x 1 dr. til 3 x 3 dr., i 2-3 dage efterfulgt af en lige så stor pause.

Ved meget akutte tilfælde kan der indtages 50 dråber opløst i et glas vand over et par timer.

Dråber, som indgår i en samlet behandling, kan godt blandes sammen, men det mest effektive er, at tage dråberne hver for sig med 5-8 min. mellemrum. (Således kan 2 nyrermidler godt blandes i samme glas, mens et nyrer middel ikke må blandes med f.eks. et lymphe middel.) Remedier der indeholder substantielle midler (hos Allergica er det Heparon/Renoron og Echinacea comp.) må ikke blandes sammen med de rene homøopatiske midler.

Indtages dråberne direkte fra flasken, eller på en ikke metal ske under tungen, kan de indtages med 2 minutters mellemrum.

Hvornår skal indtagelsen ske

Det er vigtigt, at homøopatisk medicin indtages på så tom mave som muligt. Det vil sige gerne ½ time før måltiderne og mindst 10 minutter før. Munden skal være ren, og der må ikke have været noget i munden 10 minutter før medicinindtagelsen. Evt. kan det indtages morgen, middag og inden sengetid. Ligeledes er det fremmende for remediernes virkning, hvis det er muligt at de indtages hver dag på samme tid.

Metal, el & Homøopatiske midler

Homøopatisk medicin må ikke komme i forbindelse med metal, eller magnetisme herunder mobiltelefoner og fjernsyn, køleskabe mv. Ligeledes er medicinen følsom overfor flyvning. Brug derfor ikke metalske eller metalkrus. Indtagelsen sker derfor lettest i et lille glas vand, hvorefter det drikkes langsomt, mens der smages på vandet. Pulver (1/ teske) lægges på tungen med en træ- eller ben-ske (evt. plastik), hvor man afventer at det ”smelter af sig selv”.

Førstegangsforværring.

Ved indtagelse af homøopatisk medicin, er det almindeligt, at der indtræder en førstegangsforværring. Dette er altid et godt tegn på, at medicinen har mulighed for at hjælpe. Bliver reaktionerne for voldsomme, kan man standse indtagelsen indtil reaktionerne har aftaget, hvorefter der langsomt trappes op til fuld dosering i løbet af 3 til 4 dage. De kraftige reaktioner varer almindeligvis i 2 til 8 dage.

Reaktionerne kan både være af fysisk, følelsesmæssig og tankemæssig karakter. Ofte vil de følelser og tanker som har bevirket sygdommen dukke op igen, hvorfor der under forløbet er god mulighed for at bearbejde sygdommens grundlag. Derfor er det lige så vigtigt, at de tankemæssige øvelser der er blevet ”ordineret” følges som at medicinen tages, da der er en nøje sammenhæng mellem dem.

Disse reaktioner vil som ofte indtræde inden for de første 14 dage, men kan i særlige tilfælde lade vente på sig op til 6 uger. Ved svære fysiske sygdomsforløb skal reaktionen komme relativt hurtigt. Generelt kan det siges, at jo alvorligere fysisk sygdommen er jo hurtigere reaktion. Og jo lavere potens jo større fysisk reaktion.

Hvor længe skal medicinen tages

Som hovedregel skal medicinen indtages indtil man har været symptomfri i 8 dage. Dette gælder både fysiske som psykiske reaktioner. En anden hovedregel er, at en sygdom skal behandles lige så mange måneder som sygdommen har varet i år.

Nosoder, ampuller og homøopatiserede allopatica (traditionel medicin)

Nosoder (homøopatisk organpræparat f.eks. spongia) og allopatica (Homøopatiske lægemidler f.eks. penicillin til penicillin udrensning) skal benyttes forsigtigt, særligt af børn under 2 år, da de kan bevirke meget kraftige reaktioner. Ved kraftige akutte reaktioner, skal indtagelsen stoppes indtil reaktionen er stoppet. Typisk indtages midlet forsigtigt i 2-3 dage efterfulgt af 2-3 dages pause. Nosoder må almindeligvis ikke indtages i en periode der overstiger 4 uger i træk. Ampuller fra Vala, skal almindeligvis indtages med 1 ampul 2-3 gange om ugen. Akut kan der indtage 1 ampul om dagen.

Bemærkninger om specifikke præparater

Heparon
indtages som det eneste middel sammen med måltidet
.
Mercurius
præparater, kan fremkalde ret voldsomme reaktioner, både følelsesmæssigt, tankemæssigt som fysisk, og der skal derfor startes forsigtigt, evt. med indgnidning af 2 til 5 dråber i albueleddet, hvorefter der trappes om til oral indtagelse af den angivende dosis. Ved meget kraftige reaktioner kan indtagelsen stoppes et par dage, hvorefter der langsomt trappe op igen.

Boron
- voksen kan være stærk slimløsende. Hvis slimen ikke kan komme ud i samme tempo som den løsnes nedtrappes doseringen.

Coffearon
indtages med 15-20 dråber i lunken vand ved sengetid.

Exuda comp
skal, af tynde mennesker, indtages meget forsigtigt.

Juniperus comp
må ikke indtages af gravide.

Urticae Minerale comp.
må ikke indtages af mennesker med for højt blodtryk.

Hepar sulf.
(lever), må aldrig indtages sammen med Mercurius præparater. Dette gælder alle Hepar sulf. midler.

Kaffe nedsætter/ophæver virkningen af mange homøopatiske præparater.

Da navnene ikke altid fortæller om indholdet, er det en god ide, at lære deklarationen, for at sikre sig om et præparat f.eks. indeholder Mercurius eller Hepar præparater.

Det er en stor hjælp ved den videre behandling, at der nedskrives hvorledes reaktionerne har været, da disse indikerer hvorledes præparatet har virket, og fordi reaktioner ofte glemmes, efter kort tid.

Andre remedier (bl.a dhl midler)

For andre remedier skal vejledningen på flasken følges, sammen med de foranstående anvisninger for nosoder, børn osv. I tvivlstilfælde er De velkomme til at ringe for yderligere vejledning.

Når præparaterne Pollen og Allergo gives som del af en allergi/høfeber behandling, skal der kun indtages 3 x 10 dråber

Bachs Blomster

Remedier

Bachs blomsterremedier indtages stort set på samme måde som den øvrige homøopatiske medicin. Blot er Bachs præparaterne et koncentrat, der med fordel kan fortyndes i en øjendråbe– eller pipette-flaske. Til 20 ml. flasker skal der brugs 6 dr. koncentrat og til 10 ml. flasker skal der bruges 4 dr. koncentrat, derefter fyldes flasken op med kildevand uden brus.

Der kan godt blandes flere remedier i samme flaske.

Generelt er det en god ide at have blomsterremedierne på sig og så tage 4 til 6 dråber når man kommer i tanke om det. Dog mindst 3x4 dr. dagligt.

Særligt omkring Bachs blomsterremedier gælder det, at en virkning skal indtræde efter ganske få dage, ellers er det et forkert remedie.
Nødhjælps dråberne er specielt gode at sove på, da de giver en behagelig afslappede søvn. Akut kan der indtages 2-4 ufortyndet dråber ved sengetid.

Vigtigt for alle remedier.

Alle reaktioner, på medicinen, skyldes altid forhold/processer der inden medicinens indtagelse i forvejen findes i krop og sind. Ved følelsesmæssige reaktioner er det vigtigt at huske på, at der er tale om en reel forløsning, samt at disse følelser tilhører fortiden. Man behøver altså ikke gå ind i følelserne.