Isis – Maria

© copyright Finn Nørlev

Juleforedrag 2005

Oprindeligt havde menneske et underbevidst klarsyn, hvorved de stor i forbindelse med deres mission

Dette svandt langsom ind i samme takt som den fysiske bevidsthed blev stærkere, dette skete særligt gennem Ahrimans indflydelse på mennesket.

I oldtiden var det kun få der havde en oversanselig bevidsthed og menneskets åndelige ledelse blev derfor mindre og mindre, mennesket var ved at fare vildt. Nogle få udvalgte havde stadig bevidstheden men fandt at der var behov for at indvie andre i det åndelige. Herudaf opstod indvielsesmysterierne, og man fandt metoder hvorved mennesket kunne komme i kontakt med det åndelige, for at modtage ledelse.

Det menneskelige æterlegeme var i forgangne tider mere løsrevet fra det menneskelige fysiske legeme, og adgange var derfor lettere til det oversanselige. Efterhånden som æterlegemet bandt sig mere til det fysiske forsvandt adgange til det oversanselige. Indvielsen bestod derfor væsentligst i 2 ting, en forståelse af det oversanselige og selve indvielsen som var en tilstand hvorunder man selv kunne skue det oversanselige., Dette kunne kun gøres ved at løsrive det æteriske fra det fysiske. Denne mulighed eksisterer ikke mere uden døden bliver resultatet, og der er derfor behov for en ny form for indvielse og dermed til en ny adgang til det oversanselige, men denne adgang skal ikke mere være forbeholdt de få men alle.

I disse mysterier blev man indviet til en særlig grad, alt efter evne. Den kendteste af disse var Indvielsen, hvorved man kom i kontakt med de 4 store Ærkeengle, som fremstod for mennesket i de 4 apokalyptiske skikkelser nemlig Ørnen, Mennesket Tyren og Løven. De 4 ærkeengle har hjemme på Venus.

Indvielsen bestod i, at man efter lang forberedelse fik en ud af kroppen oplevelse, hvorunder man fik kontakt med et eller flere oversanselige væsener. Herud af opstod dyrereligionen, idet disse skikkelser viste sig for mennesket i dyreskikkelser.

Man kunne således blive indviet til Tyren –Løven—Ørnen eller mennesket, på samme måde som de 4 evangelister hver især var indviede til en af de 4 ærkeengle eller 1 af de 4 dyreskikkelser, og traditionen knytter da også 4 væsner til d 4 evangelister således:

Markus - løven
Johannes - ørnen eller falken
Mattæus - menneskedyret
Lukas - tyren

Af disse er særligt tyren og ørnen eller falken, som det var i Egypten, særligt vigtige i forbindelse med Isis-Maria mysteriet.

Dem som blev indviet til tyren fik særlig visdom om det menneskelige æterlegeme og hermed til verdensvisdommen og forplantningen. De som blev indviede til ørnen fik særligt bevidsthed om det menneskelige astrallegeme eller om den menneskelige bevidsthed. De som blev indviet til løven fik særlig viden om det menneskelige jeg og de som blev indviet til mennesket fik særligt kendskab til det menneskelige samspil/sociale relationer med andre mennesker og dets omgivelser, samt om dets fysiske legeme.

Den højeste form for indvielse var i Isis-Osiris mysteriet, hvorved man fik adgang til selve Jupiter og solens ånder. Kaldet Maria og Kristus i nutiden. Isis er verdensvisdommen mens Kristus er det kosmiske lys, som indeholder verdensvisdommen og det kosmiske jeg. Maria er verdens visdommen som er indeholdt i Kristus verdenslyset. Meget væsentligt er, at både Isis og OsIris begge var uden for jordens og månens sfære, man måtte altså stige op til dem. Månen er den verdensvisdom som kan opfattes i et fysisk legeme, dette vil selvfølgelig udvikle sig., efterhånden som hjernen bliver mere æterisk.

Den viden som de indviede fik adgang til var der et behov for blev delt ud til alle, men da menneske ikke mere selv havde en adgang til det oversanselige, var det kun få der søgte denne viden ud fra sig selv, så man valgte at offentliggøre denne viden gennem legender og mytologi, hvor billedsproget og imagenationerne i legenderne kunne virker direkte ind på det menneskelige æter og astrallegeme. Effekten af disse billeder blev dog for de fleste vedkommen for tydelig efter døden, men gennem at høre og se legenderne fremstillede, prægede man noget ind i de tilstedeværende legemer, som med sikkerhed ville komme til udfoldelse ente i det indeværende liv men senest efter døden og dermed in i det næste liv. Uden dette vil virkningerne gå fra det fysiske ind i det æteriske og ikke omvendt. Altså enten beliver Æterlegemet det fysiske eller også vil døden brede sig fra det fysiske ind i det æteriske.

Den væsentligste legende er legenden om Isis og Osiris.

Osiris = Kristus =Solen =Logos Verdensordet
Ærkeengle = dyrskikkelserne = Venus (også Lucifer)
Isis= Maria= Jupiter
Typhon = Ahriman = Saturn

Oldtidens Isis - Osiris. Legenden

Isis = Maria = den guddommelige visdom MÅNEN ER DEN VISDOM SOM KAN OPFATTES AF EN FYSISK HJERNE.
Osiris er den himmelske Kristus ORDET, som endnu ikke har været inkarneret på jorden.
Typhon = Set = Ahriman
Den ituskårne Osiris er det tabte ord.
Efter Kristus inkarnation dræbte Lucifer Isis, han begravede hende i himmelhvælvingen (verdensvisdommen).
I dag skal vi ikke længere søge efter den ituskårne Osiris, men efter den begravede Isis

Osiris søn er af jord-guden Seb og himmel-gudinden Nut, og havde to brødre, Horus, den ældste, og Set, som senere myrdede ham; han havde også to søstre, Isis og Nephthys. Osiris giftede sig med Isis, og blev konge over Ægypten, mens Set giftede sig med Nephthys.

Osiris civiliserede ægypterne, som havde været kannibaler, vænnede dem fra denne afskyelige vane ved at lære dem at dyrke korn, som Isis opdagede voksede vildt. Men Set blev jaloux over den kærlighed og tilbedelse der strømmede frem fra et taknemmeligt folk, og konspirerede med 72 andre om et myrde ham. Derfor byggede han en kiste, og overtalte Osiris til at lægge sig i den. Så snart han gjorde det, sømmede konspiratorerne låget fast, og kastede kisten i Nilen.

Da Isis opdagede, hvad der var sket, skar hun sit hår af og sørgede, og drog ud for at lede efter Osiris legeme. Kisten flød i mellemtiden til Byblos i Syrien, Adonis hellige by. Den strandede og et Erika træ voksede frem og groede rundt om kisten, og indesluttede den fuldstændig i sin stamme. Dette træ besluttede kongen af Babylos at fælde, for at bruge stammen til en søjle i sit palads, uden at vide hvad den indeholdt. Isis hørte på en eller anden måde, hvad der var sket, og rejste til Babylos. Da hun ankom til byen, satte hun sig ned og græd ved en kilde, og mens hun var der kom nogen af kongens tjenerinder for at hente vand fra kilden. De fortalte dronningen om den mystiske fremmede ved kilden, og hun inviterede Isis til paladset, for at blive barnepige for hendes søn. Gudinden prøvede at gøre barnet udødeligt ved at anbringe det i ilden om natten, mens hun omskabte sig selv til en svale, og fløj rundt om søjlen som indeholdt hendes husbonds legeme.

Dronningen havde imidlertid hemmeligt overvåget hende, og skyndte sig nu ind og tog barnet ud af flammerne, og berøvede ham derved muligheden for at blive udødelig. Gudinden afslørede sig selv i sin sande skikkelse og bad om søjlen, og dette ønske blev opfyldt; hun åbnede den, og udtog liget derfra. Da det var gjort, kastede hun sig over den døde og omfavnede ham, og som følge af denne handling undfangede hun. Hvad angik træets stamme konserverede hun den omhyggeligt, viklede den ind i fint linned, salvede den og gav den til kongen og dronningen, som stillede den op i det lokale tempel.

Isis vendte så tilbage til Ægypten på en båd, og medbragte liget i sin kiste, som hun skjulte i deltaets sumpe, hvortil hun gik for at føde sin søn Horus. Efter hans fødsel skjulte hun ham omhyggeligt fra Set, som hun vidste ville dræbe barnet. En dag da hun var borte fra kisten for at besøge sin søn Horus i Buto, fandt Set den under en vildsvinejagt i fuldmånens skær. Han genkendte liget, sønderrev det i fjorten stykker, og spredte det ud over landet; men Isis drog ud endnu engang på hendes sørgelige søgen, og fik til en vis grad samlet delene, undtagen kønsorganerne, som var blevet ædt af en fisk, og for at erstatte dem fremstillede Isis en efterligning af træ. Så hævede hun og Nephthys deres stemmer i begrædelse.

”Kom til din slægt. Kom til din slægt, O min gud - - jeg er din søster som du elsker, du skal ikke skilles fra mig - - jeg ser dig ikke, og dog længes mit hjerte efter dig, og mine øjne begærer dig. Kom til hende som elsker dig - - kom til din søster, kom til din hustru - - jeg kalder på dig og græder så min gråd kan høres i himlen, men du hører ikke min stemme; dog er jeg din søster, som du elskede på jorden; du elskede ingen andre end mig, min broder ! min broder !”

De to søstres begrædelser foranledigede solguden Ra til at sende Anubis til dem, som med yderligere hjælp af Thoth og Horus, assisterede dem med at rekonstruere hele legemet. Der var således fem personer, der hjalp med oprejsningen af Osiris. Således oprejste de ham fra de døde, og derefter herskede han som sandhedens herre og konge i underverden. Da han således var oprejst fra de døde, stolede alle ægypterne på ham, og troede at også de skulle genoprejses. På ISIS statuerne blev derfor indskrevet: Jeg er fortiden, nutiden og fremtiden. Ingen dødelig har mit slør.

Kun de indviede kunne trænge gennem statuen frem til ISIS.

Enkens søn

1). At avle en søn med et lig, som tydeligt henviser til det korn der er dræbt under høsten og indsamlet i lader, og selvom det således er ”dræbt”, stadig er i stand til at avle en søn i moder jords skød, kornet. Sønnen må således nødvendig vis være søn af en enke. Esoterisk henviser det til den der ved ISIS/Maria har overvundet Ahrimansk fysiske dødsrige.
Sjælen har altid været kendt som ”moderen” i al esoterisk (mystisk) lære; instruktøren var ”faderen”. Fader og moder, Osiris og Isis, det er de to kræfter der er tilstede i sjælen: instruktøren der repræsenterer det guddommelige der flyder direkte ind i mennesket, Osiris, han som er faderen; sjælen selv, Isis, den der undfanger, modtager det guddommelige, det spirituelle i sig selv, hun er moderen. I løbet af den femte race trækker faderen sig tilbage. Sjælen bliver enke. Menneskeheden kastes tilbage til sig selv. Den må finde sandhedens lys i sin egen sjæl, for at kunne handle som sin egen vejleder. Alt af sjælens natur er altid blevet udtrykt med feminine benævnelser. Derfor kalder Mani det feminine element – som kun eksisterer i en uudviklet tilstand i vore dage, og senere vil blive fuldt udviklet – dette selvstyrende feminine princip som ikke længere konfronteres med de guddommelige befrugtninger – for ”Enken”. Og derfor kalder han sig selv ”Enkens søn”.
Ved tildragelserne i Palæstina, skete der det særlige at Isis steg ned for at forberede Kristus fødsel. I Maria finder vi den himmelske Isis i et menneskeligt legeme.

Jomfrufødslen

Det er klart, at evangelierne ikke anser undfangelsen for at være naturlig, idet de heller ikke havde grund til at anføre slægtstavlerne.
Undfangelsen under den hellige tempel søvn, hvor højre væsner eller præsten spillede den afgørende rolle, så længe som mennesket endnu var i besiddelse af evnen til tempelsøvn. (også Egypten helbredelser) Dette er undfangelse ved en hellig ånd, hvor den der er under søvnen vender tilbage til den paradisiske tilstand.

Lukas Evangeliets Maria
”Adam” Ung sjæl der står overfor
Johannes en meget gammel sjæl –
Meget ung Maria
Undfangelse ved den hellige ånd
(Josef tvivler ikke) -

Mattæus evangeliets Maria
Zaratustra –
Ældre Maria
Josef Tvivler –
Tempel undfangelse

Den hellige ånd er Isis og Kristus forenede kræfter der virker ind på mennesket Maria, under tempelsøvnen Stiger Isis ned i Maria. Kristus forbliver uden for.

ISIS er efter sin fødsel i Maria og efter Undfangelsen af Zarathustra nødt til at vende tilbage til Egypten for at repetere det forgangne, men lige som det er nødvendigt at vende tilbage lige så nødvendigt er det af forlade Egypten igen, for at den NYE ISIS kan blive født.

Isis har 2 horn, som er opstået ud fra de nævnte 4 ærkeengles fremtoning som dyrevæsener. Den mest ophøjede opgave for Isis er at forvandle de 2 hor gennem åndskraft til det som senere skal blive til Verdensordet, det flammende sværd fra menneskesønnens mund. Strubehovedet, som enten vil blive til et skabende flammesværd, hvorved mennesket får del i det skabende ord. Eller til et horn. Indvielsens mål er at udvikle organer i astrallegemet, men disse kan forhærde gennem det fysiske og blive til astrale horn i stedet. Lidt om indvielse og udvikling af oversanselige organer i astrale og problemet med æterlegeme pga. dets tilknytning til det fysiske legeme. Fysiske sanseindtryk kan ikke bevirke denne udvikling. Mens grænsefænomener , som lys lyd , særligt ordet., varme osv kan bevirke denne udvikling og frem for alt den sansefrie tænkning. FØRST Astrale sanser, DEREFTER indprægningen i æterlegemet.

Kristus blev evigt forbundet med Jorden ved mysteriet på Golgatha, mens Den del af den hellige ånd som Isis er, verdensvisdommen skal optages af det enkelte menneske, som selv må finde frem til det. Gennem ISIS modtages den styrke som kan gøre æterlegeme frit i forhold til det fysiske legeme, UDEN AT FOLADE DET, således at mennesket igen kan nå til den åndelige erkendelse i fuld fysisk bevidsthed.. Altså gennem Isis opnås den kraft hvorved den fysiske verdens dødsprincip kan trænge ind i det æteriske og det æteriske kan så i stedet overvinde det fysiske. Dette er den hellige ånd, og dette gør legemet jomfrueligt igen. En jomfru er altså den som har modtaget Isis og dernæst Kristus i sit æterlegeme. Men da Kristus er et astralvæsen må Isis nødvendigvis gå forud fra Kristus thi uden Isis kan Kristus ikke trænge ned i æterlegemet. ISI forberedelse og styrkelse af æterlegeme gennem verdensvisdommen således at Kristus kan trænge ned i æterlegemet kaldes DEN HELLIGE ÅND. Den hellige ånd er altså det af det menneskelige æterlegeme som ikke bliver påvirket af det fysiske men i stedet i kraft af verdensvisdommen og verdens lyset trænger ind i det fysiske. Således kommer lyset også til Typhon –Ahriman.

Der er således 2 ting der gør Maria til jomfru, dels den ubesmittede undfangelse da den ikke skete i hengivelse til drifterne men under en tempelsøvn, og under indstrømning af ISIS, men selv her er der tale om en besmittelse om end af lille karakter, mens Marias jomfrulighed først bliver fuldkomme da Kristus fødes ved jordan dåben, i det øjeblik stiger den fuldstændige hellighånd ned i form af ISIS på jorden og Kristus kommende ned ovenfra, og ved Kristus fødsel virker det æteriske i Maria som har optages ISIS også gennemtrængt af Kristus og virkningen går nu alene fra det Æterisk og ned i det fysiske og det i en sådan grad af selv Marias fysiske konstitution kan sige at være blevet jomfruelig igen. Jesus moder bliver ved Kristi fødsel jomfru igen. Her forvandles ISIS til den Nye ISIS eller Maria til Jomfru Maria, eller Maria og Isis til JOMFRU SOFIA.

På samme måde som Kristus lyset forenede sig med jordens æterlegeme så det blev lysende, skal verdensæteren bliv lysende gennem optagelse af Isis verdensvisdom, således at mennesket vil oplyse verdensæteren gennem optagelse af ISIS, kun derved kan verdens æteren blive lysende.

Efter Isis fødsel på jorden og efterfølgende tilbagetrækning til verdensæteren igen, og Kristus forening med jorden må Isis legen fremstille på en ny måde.

Som Maria bar Kristus ind i verden, gik den første indvielsesvej derefter gennem modtagelsen af Jomfru Maria eller Jomfru Sofia, som Jesus spørg Johannes om han vil modtage på korset, som sin egen moder.

Den oprindelige vej for grals-bærerne gik gennem sammen jomfru Maria, som Kristus på korset spørge Johannes om han vil modtage/anerkende som sin moder. Johannes tager i mod jomfru Maria eller Jomfru Sofia, eller Iris-Sofia som hun kaldtes i ældre tider, det kvindelige i universet.

JOMFRU SOFIA

Faderen: Åndsmennesket
Sønnen: Livsånden
Helligånden: Åndsselvet Som er Jomfru Sofia verdensvisdommen som renser astrallegemet gennem verdensvisdommen i æterlegemet, og verdens lyset Kristus, altså Helligånden.
(Judas/Lucifer): JEGET Judas, hvis det forhærder i egoisme eller Kristus som verdenslyset. Jomfru Maria: Bevidsthedssjælen Jomfru Sofie (Isis), verdensvisdommen
Maria ( Cleophas kone)Forstandssjælen Fornemmelsessjælen
Maria Magdalene: Astrallegemet
Johannes: Æterlegemet
Satan/Ahriman: Det fysiske legeme

VÆSENTLIGST:
Kristus skues ikke længere af den indviede på solen , men på jorden. UD af kroppen kan ikke foretages mere, derfor kræves nye kræfter til at overvinde materien maya, og materiens dødskræfter, som ellers vil sprede sine virkninger ind i æterlegemet, som allerede er halvdødt gennem Ahriman. Indvielse gennem Johannes evangeliet.

Da indvielsen ikke længe kunne finde sted måtte der en fornyet kraft til, en kraft der var stor nok til at jeget og astrallegemet kunne præge det samme ind i Æterlegemet, som ved en tidligere indvielse gennem en dødstilstand. Dette skal nu ske gennem Bevidsthedssjælen eller Jomfru Sofia, sammen med et stærkere jeg. Men uden at disse legemer bliver styrket, er en fremtidig indvielse I FULD BEVIDSTHED ikke mulig.

Den nye ISIS /Maria legende

Det var i den dybsindige videnskabs tidsalder, i Palæstina. På toppen af en bakke var under åndelige indflydelse en storslået bygning rejst, som var usædvanligt for Palæstina. Bygning var det ydre udtryk for en åben hemmelighed, for alle havde adgang. Men størstedelen som besøgte bygning så intet, de forstod hverken hvorfor det var blevet bygget ej heller hvem det var for. Alligevel stod de besøgende foran en åben hemmelighed.

Det betydningsfulde i bygningen var en skulptur. Skulpturen bestod af en gruppe af væsner. Der var menneskehedsrepræsentanten, ligesom både thypos-ahriman og Lucifer var der. Folket se på skulpturen, dette i naturvidenskabens tidsalder, i Palæstina, og d forstod ikke at skulpturen var en et slør for en usynlig skulptur. Men den usynlige skulptur forblev ukendt, for det var den nye Isis, den nye tids Isis. Nogle få personer i landet for den dybsindige videnskab havde engang hørt og den bemærkelsesværdige forbindelse der var mellem det synlige, og det, som i skikkelsen af Isis, var skjult bage det synlige. De konkluderede så, ud fra deres dybsindige symbol og allegori forståelse at den menneskeskikkelse, der stod mellem Lucifer og Ahrimans repræsenterede Isis. Med ordet repræsenterede, gjorde de ikke desto mindre vold på både den kunstneriske fremstilling, den kunstneriske inspiration hvorfra hele værket var udgået, for en kunstnerisk fremstilling repræsenterer ikke blot, DET ER NOGET – men de misforstod alt der lå bag det. For det væsentlige var ikke at menneskehedsrepræsentanten repræsenterede noget, men at det var det som det gav sig ud for. Og bag skulpturen var ikke en abstraktion af den ny Isis, men selve den ny Isis. Statuen repræsenterede intet, men var i virkeligheden den Ny Isis, men de som så var i særdeleshed i sig selv, de var hvad de gjorde sig selv til. Men de besad den underlige overbevisning, at bag dem var det rigtige, den ny Isis.
Nogle få havde under særlige omstændigheder, i et særligt øjeblik set den nye Isis, men de så at hun sov. Således kan det siges, at den virkelige bagvedliggende statue, skjult bag den profane statue, er den sovende Isis, en sovende figur – synlig, men kun skuet af nogle få. Nogle af dem så, i et særligt øjeblik, på inskriptionen, som var der hvor statuen stod beredt, som var synlig for alle, men som kun få havde læst.. Det selvom inskriptionen tydeligt stod der, lige så tydeligt som inskriptionen stod på den tilsløret ISIS i Sais. Dette er i sandhed hvad inskriptionen sagde: Jeg er mennesket, Jeg er fortiden, nutiden og fremtiden. Enhver dødelig burde løfte mit slør. En dag nærmede en anden figur sig til den sovende nye Isis., igen og igen kom den tilbage, næsten som en besøgende gæst. Og den sovende Isis betragtede den besøgende, og gav ham en særlig opmærksomhed, og hun elskede ham. Og på en særlig dag troede hun på en besynderlig illusion, på samme måde som den besøgende en skønne dag troede på en besynderlig illusion: Den nye Isis havde et afkom, og hun anså den besøgende, som hun så på med velvilje, for at være faderen. Han anså sig selv for faderen, men det var han ikke. Den besøgende ånd, som var ingen anden end Typhom-ahriman, troede at han kunne opnå en særlig forøgelse af sin magt i verden, hvis han tog den nye Isis i sin varetægt. Den nye Isis havde et afkom, men hun kendte ikke dets sande natur, hun viste intet om det væsen som var hendes afkom. Og hun flyttede rundt med barnet, hun drog det med sig til fjerne lande, fordi hun troede at det var hendes pligt. Hun rejste fra land til land med sit afkom, hun tog det med gennem mange forskellige af verdens regioner, indtil det gik i 14 stykker, pga verdenskraften.
Således havde den ny Isis trukket sit afkom gennem verden og verden havde delt barnet i 14 stykker. Da den besøgende Typhon blev klar over, hvad der var sket, samlede han de 14 stykker sammen, og med alt sin dybsindige naturvidenskab, skabte han igen en helhed, ud af de 14 stykker. Men det samlede afkom adlød kun mekanikkens love, maskinernes love. Således blev et væsen oprejst, som havde alle tegn på liv, men som kun adlød mekanikkens love. Og efter væsnets oprejsning ud af de 14 stykker, kunne det reproducere sig selv, fjortenfold. Typhon var i stand til at give hver af de 14 dele et spejlbillede af hans egen natur, således at hver af den nye Isis 14 afkom havde en fremtoning der mindede om den nye Typhon.. OG Isis fulgte alle disse besynderlige hændelser, halvt af hende og halvt kunne hun se den mirakuløse forvandling hendes afkom havde gennemgået. Hun vidste, at hun selv havde forårsaget denne gennem at trække afkommet gennem verdenskrafterne. Så oprand den dag dan hun kunne modtage sit afkom igen, og modtage det i dets sande natur, det udgik fra en gruppe af elementarvæsner, hun kunne modtage sit afkom igen gennem naturelemetarene. OG hun modtog sit sande afkom, som, gennem en illusion, var blevet forvandlede til Typhons afkom. En bemærkelsesværdig klarsynethed kom over hende: Hun så pludselig at hun stadig bar det gamle Egyptens kohorn, til trods for at hun var blevet en ny Isis.. Og se og erkend, da hun således var blevet klarsynet, tiltog hendes klarsynethed og tilkaldte, nogle siger Typhon selv, nogle siger Thot (mercur / Hermes). Og som en forpligtelse overfor den nye klarsynethed, var den nye Isis forpligtet til at sætte en krone på sit hoved på det sted, hvor den gamle krone sad, den krone som –horus havde fået fra hende, på det selv samme sted hvor de 2 kohorn havde vokset ud. Men denne krone var af skrøbeligt papir, tildækket med alle slagt skrifttegn fra den dybsindige naturvidenskab. Og fra da af måtte hun bære 2 kroner på sit hoved, ko-hornene og papir kronen overøst med al den dybsindige naturvidenskabs visdom. En dag bevirkede hende klarsynetheds styrke at den dybere mening steg op i hende, så lang tiden kunne række, betydningen af det som er beskrevet i Johannes evangeliet om Logos. Johannes betydning af Golgata mysteriet steg op i hende. Gennem mysteriernes kraft, ko-hornenes kraft, tog hun papirkronen og forvandlede den til en gylden krone, kronen for åndelige visdom.

2). Tabet af fallos viser, at i Ægypten som blandt semitterne, blev guden berøvet sine mandlige organer af gudinden, selvom begivenheden blev husket i forbindelse med hendes dyriske form, som her er en fisk, mens hendes menneskelige side er fritaget for ansvar. Blandt yaos folket opfattes den store moder stadig som et hav uhyre.

3). Træ fallossen er en rest af den tidligere opfattelse af Osiris som en træ-gud, et udtryk der aldrig blev fuldstændig udvisket i Ægypten.

4). Erikaen, eller det tamariske træ, som voksede rundt om liget, og den efterfølgende ærbødighed for stammen, peger også mod dette udtryk af Osiris som en træ-gud.

5). Mytens tilknytning til Byblos (nogle forskere mener at Byblos ikke er byen i Syrien, men deltaet. Men Plutarch angive imidlertid tydeligt førstnævnte) indikerer en meget tættere forbindelse mellem Osiris og Adonis end de fleste mennesker forestiller sig, og antyder at myten om Osiris delvis stammede fra jøderne, selvom der uden tvivl var en oprindelig frugtbarheds kult i Ægypten.

6). Ligheden mellem visse af begivenhederne i Byblos og dem der var knyttet til Demeter i Eleusis, antyder at disse to vidt adskilte områder har trukket disse hændelser fra et fælles center i Babylon, som ligger halvvejs mellem de to lande. Endvidere, da fønikerne var store søfarere, er det mere sandsynligt at de bragte dele af deres kult til Ægypten og Grækenland, end at grækerne på et så tidligt tidspunkt bragte dem direkte fra Ægypten, eller omvendt. Når vi i betragtning af disse kendsgerninger har den tradition at Isis rejste til Byblos, føler vi at der ikke kan være tvivl på dette punkt.

Derfor synes Osiris død at have symboliseret høsten og såningen af kornet, men ret tidligt i Ægyptens historie samlede guden omkring sig mange af egenskaberne fra Månen, og endda fra Solen. Endvidere, mange kompetente forskere mener at vi til dels har optegnelser fra en virkelig mand, en af de første ægyptiske konger, og som støtte for denne betragtning nævner Frazer adskillige eksempler på virkelige konger, der efterfølgende blev tilbedt som guder af deres taknemmelige undersåtter. Der findes endda i Indien templer for en englænder, Nicholson, som døde under et mytteri.

Blandt shillukerne ved den hvide Nil blev ånderne fra deres døde konger regelmæssigt tilbedt, og indtil landet bragtes under britisk herredømme, blev kongerne sædvanligvis dræbt så snart de begyndte at miste deres virilitet, fordi man mente at hvis de fortsatte med at herske, ville kvæget og kornet visne.

Grundlæggeren af Nyakang slægten var en virkelig mand, og det er hans ånd der overføres fra hver konge til hans efterfølger, ved hjælp af visse ceremonier. Da vi skal behandle dette emne i et senere kapitel, behøver vi ikke at beskæftige os mere med det her, men denne kendsgerning kombineret med tilbedelsen af en levende mand antyder, at Osiris ligeledes kan have været en stor præste-konge for en primitiv vegetations kult.

Det er tydeligt at på et ret tidligt tidspunkt blev det religiøse system i Ægypten drastisk reformeret, og den gamle halv-magiske frugtbarheds kult blev i vid udstrækning åndeliggjort. De ophøjede og inspirerende doktriner om genopstandelsen og om den glæde de døde kunne opnå ved et godt moralsk liv på jorden, må oprindelig skyldes en stor lærer. Alle trosretninger af permanent værdi skylder deres oprindelse til en menneskelig grundlægger, og selvom der omkring disse grundlæggere samles myter og legender fra ældre kulter, må det ikke hindre os i at se den kendsgerning, at for at et sådant system kan begynde, må der have været nogen til at undervise om det. Doktrinerne fra den ægyptiske tro er så tydelige og åbenlyse fra det første øjeblik vi finder optegnelser om dem, at vi ikke kan undgå at føle at en mand, sandsynligvis en præstekonge fra oldtids kulten, var den profet der omformede den gamle tro. Det er muligt at Osiris ikke kun repræsenterede en stor reformator, men den sidste Ægyptiske præstekonge der blev dræbt. Dræbt af de konservative og reaktionære ledsagere fra den gamle kult, som opfattede hans reformer som et brud på oldtidens landemærker. Hvis det er sådan, kan det meget vel tænkes at Osiris´ død, ligesom døden for en der var større end ham, sikrede sejren for den sag han havde kæmpet for. Da tiden for definitivt at afgøre dette problem endnu ikke er moden, bør det huskes, for en lignende forklaring kan gøre rede for overlevelsen af navnet Hiram Abiff blandt os.

Sønderlemmelsen af Osiris repræsenterer ikke kun spredningen af kornet på marken, men den gamle barbariske skik at sønderrive korn-gudens menneskelige repræsentant lem for lem, som vi har set eksempler på i Grækenland. Selv i det moderne Europa bliver ”dødens” figur stadig behandlet tilsvarende, og i visse uciviliserede dele af verden bliver mennesker stadig ofret på denne måde for at fremme jordens frugtbarhed. Endvidere oplyser Plutarch, at ifølge Maneto ofrede ægypterne rød-hodede mænd, og spredte deres aske med en kasteskuffe på Osiris grav.

Ydermere var det ikke kun Osiris der blev sønderlemmet, men ifølge en optegnelse skete det samme for hans fjende Set, og denne begivenhed blev mindet årligt. En lignende ceremoni var også almindelig udbredt i Chios til ære for Dionysius. Lad os imidlertid vende os bort fra disse grusomme detaljer, og overveje en anden vigtig side af tilbedelsen af Osiris. I Babylon ved vi at kongen spillede rollen som den døende gud, og det samme fandt sted i Ægypten ved Sed festen, som blev afholdt hvert tredvte år. Den dateres tilbage til den aller tidligste ægyptiske historie, og havde det formål at ”forny” kongens styrke.

Ceremonien bestod af en dramatisk fremstilling af kongens død og genfødsel, hvori han spillede Osiris rolle. På monumenterne er han afbildet klædt som en mumificeret Osiris, og det er kun fordi hans navn er indhugget under figuren at vi kan være sikre på at det er en menneskelig konge, og ikke guden selv. Under ceremonien stod dronningen nær ham, og afskød pile mod de fire verdenshjørner, men kongen tilsvarende kastede ringe. Til sidst blev en figur af kongen lagt i graven.

Flinders Petrie mener, at oprindelig blev kongen faktisk dræbt, og hans plads blev overtaget af hans efterfølger, som arvede hans guddommelige sjæl, men at da skikkene blev mildere, ”blev disse barske ceremonier ændret, som i andre lande, ved at udpege en stedfortrædende konge i hans sted; denne skik overlevede i det koptiske Abu Nerus - - efter stedfortræderens død fornyede den virkelige konge hans liv og herskede”.

M. Moret siger i sit betydelige værk om emnet, at Sed festen ”hovedsagelig bestod af en fremstilling af kongens rituelle død, fulgt af hans genfødsel. - - Hvordan blev denne fiktion udført ? ved at ofre et menneske eller et dyr. På kongens vegne lagde en præst sig i skindet af et dyre offer; og han indtog den karakteristiske stilling for et foster i sin moders skød; når han kom ud af skindet blev han betragtet som nyfødt; og farao, som dette ritual blev udført for, var selv nyfødt - - måske skal kongens fiktive død opfattes som mildning af det primitive mord af den guddommelige konge, en overgang fra en barbarisk realitet til symbolisme”.

Som vi senere skal se, havde ægypterne som tilføjelse til de ydre ritualer, visse hemmelige mysterier, som på Cæsars tid spredtes udover det romerske emperie under navn af Isis kulten. Måske har vi i de tidligste fremstillinger af Sed festen, som dateres til 5.500 år før vor tidsregning, den oprindelse hvorfra disse indre mysterier udvikledes.

Dette var imidlertid ikke det eneste tilfælde hvor den ægyptiske konge og dronning spillede en vigtig rolle i ceremonier der fejrede mindet om Osiris myten. Firmicus fortæller at hvert blev et fyrretræ fældet, der blev boret et stort hul i stammen, og heri blev der anbragt et billede af Osiris. Et år senere blev billedet højtideligt brændt, en skæbne der svarer til det der skete med figuren af Attis, fæstnet på et fyrretræ. Vi ved fra de ægyptiske monumenter, at en af de store festivaler var den der havde tilknytning til opsætning af en søjle eller søjler, Tat og Tattu. Denne søjle havde ifølge monumentet, fire korslagte stænger foroven, og var somme tider udført så den lignede en menneskelig figur ved at have et udskåret ansigt, den nederste del blev klædt i kåber, mens symbolerne for Osiris blev anbragt på toppen. For at fuldende forvandlingen blev der tilføjet arme, som holdt hyrdens krumstav og Osiris plejl scepter.

Denne udformning gør det tydeligt, at Osiris var guden for vegetation og for frugtbarhed generelt. Træstammen med de fire korslagte stykker repræsenterede et træ med bladene og de fleste af grenene afskåret. Plejlen minder os om kornet der blev tærsket med den, og krumstaven indikerer gudens tilknytning til fåre- og kvæg flokke. Det er derfor helt naturligt at ægypterne kaldte Tat Osiris´ rygrad i hans skikkelse som træ gud, og den fantasifulde forklaring på de fire korslagte stykker som en fremstilling af jorden, som fremlagt af visse skrivere, kan hurtigt afvises. Hvis ægypterne havde ønsket at fremstille søjlen som kronen på et symbol af jorden, ville de have afbildet den som et kvadrat. Vi kan heller ikke betragte Tat som oprindelsen til søjlerne udenfor kong Salomon´s tempel, som tydeligt udfra deres form og udsmykning er falliske. Det højeste vi kan acceptere er, at i en sen periode kan disse to symboler være blevet forvekslet i offentlighedens opfattelse.

Professor P. E. Newberry har i et privat brev til Sir J. G. Frazer, fremsat en interessant teori som foreslår at Osiris oprindelig var Cedertræets gud, importeret til Ægypten fra Libanon, og at Tat simpelthen er et beskåret Cedertræ.

Han mener at plejl sceptret i virkeligheden er et redskab til brug for udvinding af røgelse, og påpeger til støtte for denne betragtning at bønderne på Kreta stadig anvender en plejl til at udvinde gummi fra buske.

Ligeledes mener Mr. Sidney Smith også, udfra helt uafhængige betragtninger, at Osiris kan være en jødisk vegetations gud – denne pointe er vigtig. Det kan meget vel være at vi ikke blot skylder jøderne oprindelsen af monoteismen, men også oprindelsen af den døende gud, og at Adonis kulten ikke opstod i Ægypten, men at sidstnævnte blot overtog og åndeliggjorde Tammuz selv. Forskere kommer mere og mere til den konklusion, at den dominerende race i Ægypten var jødiske indvandrere, og derfor er det ikke usandsynligt at de bragte deres lokale guder med sig.

Den reformerede og åndeliggjorte form for Osiris kulten kan skyldes at der opstod en stor konge og lærer ved Nilens bredder, hvis personlighed prægede kulten med disse særegne træk, som fremover adskilte den fra den oprindelige kult, hvorfra den blev afledt.

Før vi vender tilbage til Judæa, så lad os lige kaste et blik på en vis mærkelig guddom, som var velkendt blandt grækerne og romerne, og af dem blev knyttet til jøderne.

Denne guddom var en frygisk eller thrakisk gud, sædvanligvis identificeret som Dionysius i Grækenland, og somme tider som Zeus. Hans dyrkelse var tæt knyttet til Attis, som han uden tvivl var under et andet navn. Udfra beretningen i Val. Max. I.3.2. har man lært at han i tidligere tid var den samme som den jødiske Sabaoth. Plutarch erklærer at jøderne tilbad Dionysius, og at deres sabbat blev opkaldt efter Sabazius, og der ser ud til at være vidnesbyrd der støtter den betragtning, at helt op til Cæsar´s tid havde den gamle frugtbarheds kult ikke mistet al sin åbne støtte blandt jøderne.

Vi ved at i år 139 før vor tidsregning, blev de første jøder der prøvede at bosætte sig i Rom udvist, under henvisning til en lov som forbød læren i en kult for ”Jupiter Sabazius”, og der ser således ikke ud til at være tvivl om at tilbedelsen af Sabazius, eller Tammuz, var almindelig blandt jøderne.

Men i det andet århundrede efter vor tidsregning havde denne kult opnået et sikkert fodfæste i Rom, for adskillige tavler med hans navn indskrevet, er fundet der. Efterhånden smeltede han fuldstændig sammen med Attis, og hoved interessen for os i denne bog skyldes at de ovennævnte kendsgerninger viser, at Tammuz kulten under navn af Sabazius, blandt romerne ikke kun var knyttet til syrerne, men faktisk til jøderne selv.

Det fremgår således at hinduernes treenighed i enhed ikke kun repræsenterer den skabende, bevarende og destruktive eller forvandlende side af guddommen, men også fader, moder og søn.

Således:
Brahma, Skaber Fader

Vishnu Beskytter Moder Shiva Forvandler Søn

Sammenlign disse med den ægyptiske treenighed:
Osiris Skaber Fader
Isis Beskytter Moder
Horus Nedbryder af Set Søn

Og sammenlign igen med den kristne treenighed:
Skaberen Faderen
Helligånden Ånden
Verden Sønnen.

Dette symbol kendes af brødre i de højere grader (korset er somme tider udført som symbol på korsfæstelsen). Det er udformet således for at minde ”dem der har øjne at se med”, om at alle ting udstråler fra det centrum, hvortil vi engang skal vende tilbage. Når det er tegnet korrekt, med skikkelsen af den korsfæstede Kristus, fremgår det at hans hellige, gennemborede hjerte danner centrum, for skikkelsen er vredet lidt idet den hænger på korset. Og selve korset minder os om at Han blev korsfæstet på vore lidenskabers kors, det vil sige på det falliske kors. Endelig bør det huskes at Jordens symbol blandt astrologer er , Mars som symboliserer lidenskab er , og Venus eller guddommelig kærlighed er , mens Solen, eller den guddommelige ånd er repræsenteret således .

For ifølge hinduernes lære, er ånd og materie ligesom fader og moder, som er forældre til sjælen, sønnen, og i de gamle ægyptiske myter om Osiris er det sønnen Horus, eller sjælen Anubis, der efter anmodning fra sin moder Isis, eller materien, oprejser sin fader Osiris, ånden, fra nedbrydningens grav, til udødelighed med løvegrebet og på rette måde.

Men der er endnu et symbol der bør nævnes her. Det er ikke hammeren, som i sig selv er et af de tidligste symboler for Gud, og som endnu engang fremviser Tau korset, og heller ikke vesica piscis; disse vil blive omtalt senere. Det er slangen. De brødre der har taget en vis ”højere grad” vil huske dens tilstedeværelse på deres krave, men i enhver laugs loge er den tilstede som det spænde der samler stropperne på vort skødeskind. Endvidere, i hver grad hvor vi bærer et skødeskind efter vi er blevet fuldgyldige medlemmer, vil vi finde den anvendt således, medmindre naturligvis frimurer ekviperingshandleren er afveget fra de gamle traditioner. Men læg mærke til at lærlingenes og svendenes skødeskind har den ikke. Dette er betydningsfuldt. Før vi har nået tredje grad har vi ikke slangens visdom. Tegnet for første grad betyder uskyld; i anden grad har uddannelse udviklet vor fornuft; men visdom opnås kun i tredje grad. Når vi har opnået verdslige besiddelser ser vi, som Salomon vidste, at uden visdom var de til ingen nytte. Og den sande visdom kommer fra ”det hinsides”. For slangens visdom er ikke menneskets ugenfødte lavere list; den er den guddommelige visdom fra Gud, og er altid blevet opfattet således i alle tiders mysterier.

Før mennesket er blevet befæstet i principperne om moralsk sandhed og dyd, og forberedt gennem uddannelse af hans intellektuelle åndsevner, er han ikke i stand til at forstå den guddommelige visdom, men de første to alene vil ikke i sig selv være tilstrækkeligt. Denne hemmelighed læres også ved hinduernes indvielses system, for det er kun den tredje gruppe af graderne, den femte, sjette og syvende, der er berettiget til mærket af en cirkel bestående af trekanter, krydset af en slange og staven med de syv led, som allerede er omtalt i andet kapitel. Slangen har til alle tider , og blandt mange folkeslag, symboliseret den guddommelige visdom, og blandt de dybeste tænkere og største mystikere er den identificeret som den anden, eller bevarende side af guddommen. I sin form som Nehushtan, eller slangen på korset som blev løftet af Moses i ørkenen, er den blevet opfattet af kristne lærere som en prototype af Kristus. Den er endda også blevet identificeret som Helligånden, og herfra stammer sætningen ”vær vis som slanger, men blid som duer”. Duen anvendes i den kristne symbolisme til at indikere Helligånden, og således får denne sætning en ny betydning. Men når slangen er afbildet med sin hale i munden, bliver den symbol på den ældste af dage, den almægtige. I dette aspekt er det Gud Faderen, Skaberen, men som cirkel repræsenterer den yderligere Brahm den ufattelige, den altfavnende. Således udgør den i sig selv den hinduistiske treenighed, de tre i én, og den er også den éne ufattelige, Alfa og Omega, begyndelsen og afslutningen. Men det er som symbolet på den bevarende, eller sønnen, at den er bedst kendt. Således vises den i Hindu templerne, hvor den skygger Vishnu for solens stråler mens han sover; og det samme begreb blev fremlagt i buddhismen, for Buddha er tilsvarende afbildet overskygget af den femhovede Kobra.

Som symbol for beskytteren, er den leddet og balancepunktet mellem fødsel og død, og dens anvendelse som spændet der forbinder båndene på vort skødeskind og holder dem på plads , er derfor betegnende. Men selvom den så udpræget et knyttet til Indien og Vishnu, er den også hellig for Brahma og for Shiva, og fremviser igen Enheden af Treenigheden.

Hvad angår slangen som symbol på ondskab, har jeg ikke planer om at sige meget, idet det ligger noget udenfor vort område, da slangen i vore loger afgjort ikke er der som menneskets fjende. Bibel studerende vil imidlertid gøre sig selv en tjeneste ved at huske, at det første kapitel i skabelses beretningen utvivlsomt ikke er en historisk redegørelse, men en mystisk og allegorisk historie. Selve oversættelsen af det hebræiske er blevet anfægtet af mennesker der er bedre kvalificeret end jeg. Således erklærer de at slangen burde beskrives som ”den skinnende Ene”, og kvinden Eva , som blev skabt af mandens ribben, er det fysiske legeme som er udviklet af det åndelige legeme. Edens have, påstår de, var aldrig på dette fysiske plan, men på den etape af liv før materien blev nået, og alle disse kapitler er en allegorisk fremstilling af åndens nedstigning i materien, så den kan opnå erfaring.

I dette drama er slangen den ”hellige visdom” som opfordrer den skælvende sjæl til at stige ned på det fysiske plan, og der udarbejde sin skæbne, og til sidst vende tilbage til Gud, efter at have opnået ”viden om godt og ondt”. Denne betragtning svarer meget godt til brahminernes lære om nedstigning og opstigning af den guddommelige gnist i mennesket.

Hvis det er således, kan vi opfatte at da nøglen til allegorien gik tabt, måtte slangen ophøre med at være guddommelig, og blive fristeren, den onde. På tilsvarende måde, Sut eller Set, som i begyndelsen var i det mindste ligestillet med Osiris og lige så god, blev med tiden opfattet som ond, fordi han repræsenterede mørket. Også der finder vi slangen som symbol på ondskab, selvom alle de vingede slanger tidligere var symbol på kongelighed, og blev knyttet dertil.

Selv blandt vore grove nordiske forfædre, var Midgårdsormen gudernes fjende, sammen med Surt (guden for kaos og ild). Men der er en dybere og mere kompleks betydning i denne duale slange skikkelse, som kun nævnes i forbifarten. Det onde er kun det modsatte af det gode, og er en nødvendighed for at oplære mennesket til det gode. Derfor tjener fristeren på samme måde Gud, og sætter os i stand til ved bitter erfaring at lære den nødvendige lektie, og således, når vor lange rejse er er afsluttet, vil vi se at det onde er en illusion, og at ”menneskets fjende” i virkeligheden var dets største ven, og at det i virkeligheden

Det første punkt der har interesse er naturligvis legenden om Osiris, og her er det vigtigt at understrege den kendsgerning at forskellene er lige så vigtige som lighedspunkterne i de to legender. Legenden om Osiris er en Sol myte, i hvert fald i sin udviklede form, og der er andre tilsvarende myter som viser visse fælles træk. Således er Mithras, Balders og Adonis død alle Sol legender, som finder sted før vinteren, og som dør hver nat kun for at genopstå, hvorved alle disse historier får en vis lighed.

Historien om Osiris er sandsynligvis velkendt af alle mine læsere, men hovedpunkterne kan sammendrages som følger:

Set, mørkets Gud, planlagde sin broder Osiris død, ved at lokke ham til at lægge sig i en stor kasse eller kiste, og så snart han var der, sømmede han den til, og kastede den i Nilen.

Da Isis, søster og hustru til Osiris, hørte om dette mord, drog hun ud for at finde liget. Kisten var bragt ud på havet, så langt som til Byblos i Syrien (som var Adonis by), hvor den satte sig fast i et lille tamarisk træ, en plante der ligner akacien.

Det tamariske træ voksede straks rundt om den, og blev et stort træ. Kongen i landet fældede det, og anvendte det som en søjle i sit palads, men var uvidende om at kisten var skjult i det.

Men Isis kom til Byblos, ført af en vision, og modtog søjlen af kongen, og der findes billeder af hende grædende over en knækket søjle, mens Horus hælder ambrosia over hende.

Hun bragte liget tilbage til Ægypten, men Set fandt det og skar det i stykker, fjorten eller femten stykker i alt, og spredte dem udover Ægypten, idet han frygtede at hvis det forblev helt, kunne det komme til live igen.

Men kærligheden sejrede over ondskaben, for Isis drog igen ud for at søge, og samlede efterhånden stykkerne, og gav liget en anstændig begravelse. I mellemtiden angreb hans søn Horus Set, og kæmpede med ham, og efter en drabelig kamp blev Set dræbt.

Så gik Horus hen for at oprejse sin fader, og efter det var mislykkedes for Isis og Nephtys, oprejste Anubis ham på rette måde med løvegrebet.

Siden har Osiris sejret over graven, og regeret som konge for de såkaldt døde, båret Ank korset som sit scepter, og som dommer for de døde har han sæde på vinklen.

Denne anvendelse af vinklen som symbol for den retfærdige dommer er et af de tydeligste beviser vi har, selvom jeg har hørt brødre le ad Churchwards henvisninger til det. Alligevel er vinklen i tronen umiskendelig. Det er ikke kun Osiris, men alle de guder der dømmer de døde, vi ser afbildet således. Tag for eksempel scenen fra papyrus om Ani i britisk museum, hvor Ani og hans hustru træder ind i dommernes hal. Her har alle de tolv dommere sæde på troner hvor vinklen er omhyggelig udført i en anden farve, som adskiller den fra resten af tronen. Eller se på den samme papyrus igen, og du vil opdage Osiris og Maat der optræder som dommere, og er anbragt på vinkler. Guden Nefer-Hetep, som er en slags Horus, har også sæde på vinklen, men det vil blive for trivielt at fortsætte med at stable eksempler op. På den anden side er Ptah-Seker-Ausan vist i en reproduktion i Dr. Wallis Budges bog Ægyptens guder, siddende på en trone som ikke er en vinkel, idet han ikke optræder som dommer. Endvidere vil jeg gerne påpege at Newton i Bygherrerne også accepterer denne kendsgerning som bevist

Før vi fortsætter, bør vi tilføje nogle få yderligere navne på tilsvarende Sol myter. I Indien finder vi Krishna, som svarer til Osiris, og var en inkarnation af beskytteren Vishnu (der som det huskes, er forbundet med legemet), og blev dræbt af herskerne over de tre vinter måneder. Vishnu selv blev dræbt af de andre guder, og genrejst til live.

Hos grækerne var legenden om Dionysos død det centrale tema i Eleusis mysterierne. Druiderne havde en tilsvarende historie, og i et druide tempel ved Iona findes en samtidig skulptureret tavle der viser to figurer der hilser hinanden på en betydningsfuld måde, og med løvegrebet. Og hos cabirierne, som på øen Samothrace i deres mysterier fortalte hvorledes Atys, Solen, blev dræbt af sine brødre årstiderne, og genrejst til live ved forårs jævndøgn. I Æneiden af Virgil, river helten tilfældigvis en busk op, som er ved siden af ham mens han hviler på en bakke skråning, og opdager liget af den myrdede Polydorus.

Churchward erklærer i sin bog Frimureriets hemmeligheder, at adskillige af de begivenheder og sætninger vi kender, kan forklares med henvisninger til Dødebogen, inklusive følgende:

Ønsket om lys: kapitel VIII
Det første straffe tegn: kapitel XC
Hjertet revet ud med fingrene: kapitel XXVII & XXVIII
Legemet brændt til aske kapitel: LXXXVI
Give brød til de sultne kapitel: CXXV Venstre fod først : Papyrus fra Nesu-Amsu

Lad os udvide denne sidste henvisning lidt. Vi lærer at Horus i sin kamp mod ondskabens store slange, først anbringer sin venstre fod på slangen før han dræber den. Således lærer vi at begynde med at træde de onde kræfter i verden under fode, og især dem i vor egen natur. I Indien gør Krishna det samme.

(Se illustrationen næste side).

Det bør også bemærkes at ægypterne kun indlod ”frie mænd” i deres mysterier, og som følge deraf var slaver udelukket.

Krishna træder på ondskabens slange.

Krishna, den ottende inkarnation af Vishnu, træder på ondskabens slange.
Durga eller Kali er også afbildet trædende på dæmonen Mahishaswa.

Denne dæmon var gudernes ærkefjende, og havde endda drevet dem ud af himlen, og de blev kun reddet af Durga. En hindu forklaring er at Mahishaswa er udtryk for uvidenhed.

Det første straffe tegn var ikke det eneste frimurer tegn der blev anvendt af ægypterne. Således er hilse tegnet for en svend vist både i statuer og på papyrus. Leyden papyrus fra Nu viser svendetegnet anvendt.

Løvegrebet blev brugt ved oprejsningen af Osiris, og i kapitel IXIV i Dødebogen er der en rubrik af særlig interesse for Royal Arch Marinere, som Churchward oversætter således:

”Denne papyrus rulle blev fundet i byen Khemennu på en blok af jern fra syden, som havde været indlagt med bogstaver af ægte lapis lazuli under gudens fod i løbet af hans majestæt kongen af nord og syd, Men-Kau-Ra´s sejrrige regeringstid, af den kongelige sejrrige søn, Heru-Ra-Ta-f. Han fandt den da han rejste rundt for at inspicere templerne”. Han som reciterede dette kapitel skulle være klædt i hvidt, og holde et scepter i hånden, og kapitlet indledes med ordene ”jeg er i går, i dag, og i morgen” (alfa og omega).

I kapitlerne XVII og XVIII i ritualet, har mange begivenheder og sætninger stærk lighed med vor egen attende grad. Her havde kandidaten eller sjælen som passerede igennem Amenti et mørkt slør over hovedet, og skulle gå igennem vanskeligheder, mørke og farer, indtil han blev stillet overfor kredsen af prinser, hvor sløret blev fjernet af Thoth, og han fik plads i kredsen af prinser. Før han blev modtaget i kredsen af prinser og deltog i et måltid sammen med dem, skule ”sjælen” passere gennem skyggerne i dødens dal, og stige syv trin.

Plutarch fortæller os at de ægyptiske præster havde en ceremoni hvor de gik syv gange rundt i en cirkel og brændte røgelse mens de ledte efter Osiris, men de fandt ikke Osiris, men sønnen Horus i stedet for.

De to søjler der dukker op i Dødebogen kaldes Tat og Tattu, og deres særlige betydning var ”i styrke” og ”at oprette”, og deres fælles betydning var ”at stå fast”.

Anubis betjener Osiris på hans båre.

Ved hovedenden knæler Nephthys, og ved fodenden Isis.

Newton beretter i sin bog Bygherrerne følgende interessante opdagelse:

”Kleopatras Nål” som i 1872 blev skænket af Khedive Ishmail til de forenede Stater, og nu er opstillet i Central park i New York, indeholdt et antal frimurer symboler og redskaber i sit fundament i Alexandria. De blev opdaget da den blev taget ned i 1879, for at blive bragt til Amerika.

Symbolerne bestod af (1) en rå kvadersten; (2) en slebet og fuldkommen kvadersten, begge udført af hvid limsten; (3) en vinkel, udskåret af syenite (en feldspatholdig granit fra Syene i Ægypten); (4) en murske af jern; (5) et blylod; (6) en cirkel bue; (7) slangen, visdommens symbol; (8) en sten med mesterens mærke; (9) en arbejdstavle af sten; (10) en hieroglyf, som betyder ”tempel”. Disse symboler var arrangeret således at de viste, at de havde en symbolsk betydning, og de blev fremlagt i Storlogen i New York, og erklæret at være umiskendelig frimureriske, og svarende i udformning til dem der i vor tid anvendes i de amerikanske loger.

Denne obelisk var oprindelig den ene af et par, der var opstillet foran solgudens tempel i Heliopolis, sandsynligvis i år 1500 før vor tidsregning. Den blev flyttet til Alexandria og genrejst der i år 22 før vor tidsregning, af en romersk arkitekt ved navn Pontius. Hvorvidt de symboler der blev fundet i 1879 oprindelig var i fundamentet i Heliopolis, og blev genanbragt i deres gamle position da den blev genrejst af Pontius, eller blev anbragt der for første gang, ved vi ikke, men de kan i hvert fald ikke være yngre end år 22 før vor tidsregning, og de viser at på den tid blev disse symboler anvendt i Ægypten, til at udtrykke en symbolsk betydning.

Horus Bentutet var den første metalkunstner, og hans navn var p.w. i det ægyptiske system, men uden at gå længere må vi bestemt anerkende at (1) ægypterne havde et komplet system af symbolsk lære, som var opdelt i grader, og som lærte om den ene ubegribelige guddom bag gudernes former, og om livet bag graven; og (2) at mange dele af deres ritualer og deres tegn og symboler svarer til dem der stadig anvendes af os. Vi kan endda gå så vidt som at indrømme at deres ritualer forklarer nogen af de vanskelige passager i vore egne.

Det ægyptiske system synes at have bestået af to serier af mysterier – det større og det mindre. Førstnævnte have ti grader, og lærte mysteriet om korset og vesica piscis, eller livet bag graven; mens det mindre mysterie havde syv grader, og handlede om guddommens natur. Denne opdeling er kun tilnærmelsesvis, og indikerer groft indholdet af lære i hver serie, for naturligvis kan begge sæt spores i hinanden, som tilfældet er i vore dage i vore egne laugsgrader og højgrader. De større mysterier havde endvidere en dybere mystisk lære end de mindre, og kun dem der havde vist sig værdige til denne ære blev indladt. Vi har udførlige beviser på at disse systemer fandtes, fra gamle håndskrifter, hvoraf vi bør nævne Plutarch og Apuleius, som begge var indviede. Deres tavsheds ed forbød dem at fortælle os meget som vi gerne ville vide, men de er ikke desto mindre vore bedste autoriteter. Det største vidne om det gamle Ægyptens mysterier er imidlertid Dødebogen, som tilsyneladende tjener et dobbelt formål: (1) en redegørelse for hvad der sker med sjælen efter døden, og (2) som et ritual om selve mysterierne til brug for præsterne og de indviede i de hemmelige ceremonier der blev afholdt i templet, og som må holdes adskilt fra de almindelige festivaler og tempel tjenester der var åbne for de uindviede og folket. Selv for de indviede blev kun den eksoteriske betydning forklaret i begyndelsen, den esoteriske betydning blev kun givet til dem der havde vist sig værdige. En af de bedste indikationer på at en indviet havde gjort sig fortjent til yderligere lys var, hvis han selv ved meditation, opdagede den indre betydning, i det mindste delvis, af den ceremoni han havde gennemgået. Denne regel er stadig gældende i vore dages frimureri. Den eksoteriske betydning er det eneste der bliver givet. I virkeligheden bliver meget af dette ofte undladt, jo mere jo værre. Vi har så travlt med ”at lave frimurere”, at vi sjældent har tid til at lære vore nyindviede brødre hvad frimureri betyder. Selv lektionerne bliver ikke altid givet, og de indeholder en guldgrube af eksoterisk viden, særlig om legenderne.

Isis, som guden man hævede sig til i det oversanselige.

Isis som Maria på jorden

Maria som den der gør at man kan se det gudommelige fysisk inkarnarede

Gralen før Gralen Maria, den første gralsbærer ?

Ved sin vej ned gennem hierarkiet ”trækker kristusvæsnet andre med som tiltrækkes af ham, helt ned i det jordiske menneskerige.

De 2 Maria

Enkens søn

Det fortælles at der engang levede en meget lærd købmand i det nære østen. Han udarbejdede fire vigtige værker: først Mysteria, dernæst Capitola, for det tredje Evangelium og endelig Thesaurus. Det berettes yderligere at ved sin død overdrog han disse skrifter til sin enke, som var perser. Denne enke overdrog dem for hendes del til en slave som hun havde frikøbt og frigivet. Han var den omtalte Mani, som hentede sin visdom ud af disse skrifter, selvom han også var indviet i Mitra mysterierne. Mani kaldes ”enkens søn” og hans tilhængere kaldes ”enkens sønner”. Men Mani beskrev sig selv som ”trøsteren”, Helligånden som Kristus lovede menneskeheden. Vi må herved forstå at han opfattede sig selv som en inkarnation af Helligånden; han mente ikke at han var den eneste. Han forklarede at Helligånden reinkarnerede, og at han var en sådan reinkarnation.

Den lære han proklamerede blev voldsomt angrebet af Augustin, efter han var gået over til den katolske kirke. Augustin satte sine katolske betragtninger op imod Manikæernes lære, som han så repræsenteret i en personlighed han kaldte Faustus. Faustus er, ifølge Augustins opfattelse, kristendommens modstander. Her ligger oprindelsen til Goethes Faust, og til hans forestilling om ondskaben. Navnet Faust kan føres tilbage til denne gamle Augustinske lære.

Man hører almindeligvis om Manikæernes lære at den adskiller sig fra vestens kristendom ved sin anderledes fortolkning af det onde. Mens den katolske kristendom opfatter det onde som en afvigelse fra dets guddommelige oprindelse, et frafald fra den oprindelige gode ånd fra Gud, lærer Manikæerne at ondskaben er lige så evig som det gode; at der ikke er nogen kødets opstandelse, og at ondskaben som sådan vil fortsætte for evigt. Ondskaben har derfor ikke nogen begyndelse, men udspringer fra de samme kilder som det gode, og har ingen afslutning.

Hvis vi møder Manikæernes lære i denne form, vil den forekomme radikalt ukristen og helt ubegribelig.

Lad os nu studere sagen grundigt i henhold til de traditioner der må formodes at være opstået fra Mani selv, og se hvad det hele drejer sig om. Vi får et ydre fingerpeg i den Manikæiske legende; netop en sådan legende som tempel legenden, som jeg for nylig gennemgik med jer. Alle sådanne spirituelle strømninger med tilknytning til indvielser, er udtrykt eksoterisk i legender, men Manikæernes legende er en stor kosmisk legende, en super sanselig legende.

Den fortæller os at engang ønskede mørkets ånder at overtage lysets kongerige med storm. De nåede faktisk grænserne til lysets kongerige, og håbede at erobre det. Men de opnåede ingen ting. Nu skulle de straffes – og det er et meget betydningsfuldt indslag som jeg beder jer lægge mærke til – de skulle straffes af lysets kongerige. Men i dette område var der intet som på nogen måde var ondt, der var kun godt. Således kunne mørkets dæmoner kun blive straffet med noget godt. Så hvad skete der? Følgende: Lysets ånder tog en del af deres eget kongerige og blandede det med det materialiserede mørkets kongerige. Da der nu var en del af lysets kongerige der var blandet med mørkets kongerige, var en surdej blevet introduceret i mørkets kongerige, en gæring der skabte en kaotisk hvirveldans, hvorved den optog et nyt element i sig; døden. Derfor konsumerer det kontinuerligt sig selv, og bærer således i sig selv kimen til sin egen undergang. Det fortælles yderligere at netop på grund af dette blev menneske racen skabt. Urtidens mennesker repræsenterer netop det der blev sendt ned fra lysets kongerige, for at blive blandet med mørkets kongerige, og for gennem døden at erobre hvad der ikke skulle have været der; at erobre det i sit eget væsen.

Den dybsindige tanke der ligger i dette er, at mørkets kongerige skal besejres af lysets kongerige, ikke ved hjælp af straf, men gennem mildhed; ikke ved modarbejdende ondskab, men ved at forene det for at udfri ondskaben som sådan. Når en del af lyset indtræder i det onde, bliver det onde selv overvundet.

Under dette findes den fortolkning af det onde som jeg ofte har forklaret som den teosofiske. Hvad er ondt? Intet andet end malplaceret godt. For at citere et eksempel som jeg ofte har anført, lad os antage at vi har at gøre med en virtuos pianist og en fortræffelig piano tekniker, begge fuldkomne på hver sit felt. Først af alt skal teknikeren bygge et piano, og overdrage det til pianisten. Hvis sidstnævnte er god til at spille vil han bruge det hensigtsmæssigt, og begge er lige gode. Men hvis teknikeren gik ind i koncertsalen i stedet for pianisten, og begyndte at hamre løs, ville han være på det forkerte sted. Noget godt ville være blevet noget dårligt. Således ser vi at ondt ikke er andet end malplaceret godt.

Når det der er særlig godt på et eller andet tidspunkt, stræber efter at blive bevaret, at blive usmidigt og således hæmmer den videre udvikling, så bliver det uden tvivl ondt fordi det sætter sig op mod det gode. Lad os antage at de ledende kræfter i måne epoken, selvom de er perfekte på deres måde og i deres aktiviteter, skulle fortsætte med at blande sig i udviklingen selvom de burde have indstillet deres aktiviteter, så ville de have repræsenteret noget ondt i jordens udvikling. Således er det onde ikke andet end det guddommelige, for det der er ondt når det kommer på det forkerte tidspunkt var i denne anden tid et udtryk for det perfekte, det guddommelige.

Vi må fortolke Manikæernes dybsindige opfattelser i den forstand, at godt og ondt principielt i deres oprindelse og deres afslutning er det samme. Hvis vi fortolker det på denne måde vil vi forstå hvad Mani i virkeligheden havde til hensigt at forelægge. Men på den anden side mangler vi stadig at forklare hvorfor Mani kaldte sig selv ”enkens søn” og hvorfor hans tilhængere blev kaldt ”enkens sønner”.

Når vi ser tilbage på de ældste tider, før vor nuværende race, var den måde hvorpå mennesket modtog viden anderledes. I vil bemærke udfra min beskrivelse af Atlantis – og også når det næste spørgsmål om Lucifer dukker op vil I se i min beskrivelse af lemur epoken – at på den tid, og til en vis grad helt op i vor tid, blev al viden påvirket af det der er over menneskeheden. Jeg har ofte nævnt at den Manu som vil komme til syne i løbet af den næste race for første gang vil blive en virkelig broder for sine medmennesker, mens alle tidligere Manus var supermennesker, en slags guddommelige væsener. Først nu er mennesket blevet tilstrækkelig modent til at have en af sine brødre som sin Manu, som har passeret gennem alle stadier sammen med ham siden midten af Lemur epoken. Hvad er det så der i virkeligheden sker i løbet af den femte races udvikling? Der sker det at åbenbaringerne fra oven, vejledning af sjælen fra oven, gradvis bliver trukket tilbage, så mennesket bliver overladt til at gå sine egne veje og blive sin egen leder.

Mani er den der forbereder dette trin i menneskesjælens udvikling, når den vil søge efter sin egen sjæls åndelige lys. Alt hvad der kommer fra Mani er en appel til menneskets eget åndelige lys i sjælen, og er samtidig et definitivt oprør imod alt hvad der ikke kommer fra menneskets egen sjæl, fra menneskets egen iagttagelse af sin sjæl. Smukke ord er overdraget til os fra Mani, og de har til alle tider været det ledende tema for hans tilhængere. Vi hører ordene: du må lægge alt det til side du har opnået som ydre åbenbaringer ved hjælp af sanserne. Du må lægge alt det til side der kommer til dig via ydre autoriteter. Så vil du være moden til at søge i din egen sjæl

Maria Sofie, liv og jordiske inkarnation, Guden på jorden, som forløber s for kristus på jorden. Jomfru sofia

Hændelse ved korset hvor Kristus ”overdrager” jomfru Maria til Johannes