thot

Thot, Hermes eller Mercur

Thot var Osiris vise rådgiver, som under ledelse af Osiris skabte den oprindelige egyptiske kultur. Osiris selv levede blandt menneske i en fjern urtid, den gang sol og jord var et og senere (Lemurien og Atlantis), ikke på selve jorden men som den vejleder der var kontakt til gennem præsteskabet.

Vigtigere end alt anden er ISIS Osiris legenden til forståelse af den Egyptiske kulturs oprindelse og betydning. (Blev gennemgået til juleforedraget.). Blot skal det tilføjes, at ved Osiris følte Egypteren sit inderste åndelige væsen, og følte i sit indre en samklang med dette væsen, som et tænkende væsen. ISIS levede i Egypterens tankeforestilling, når denne var aktiv det vil sige ikke tilskyndet af Typhon eller Ahriman.

Hermes lærte, at på samme måde som man kan lære at læse ved at kende de enkelte bogstaver kan man lære at læse himmelskriften ved at kende de enkelte planeter og stjerner. Som mennesket udtrykker dets tanker gennem skriften udtrykker verdensvisdommen sig i himlens skriftsprog. Mennesket modtager sollyset og reflekterer det ud i verden, som månen der også er mørk i sig selv kaster sollyset ud i rummet, Solstrålerne var Osiris - Isis var månen. Egypteren så ingen tilfældigheder i himmelskriften, hvad enten det drejede sig om solen og månen eller om andre planeter stjerner. For egypteren var himmelhvælvingen gudernes skrevne beskeder til menneskene. De blev hjulpet til at fastholde denne viden gennem deres endnu eksisterende atavistiske klarsyn. Det var i den stemning at egypteren levede og så sit virke som en udførelse af gudernes vilje ikke af egen vilje eller personlig interesse, egoismen var endnu ikke så udviklet, som den er i dag. Dengang var moral et gudeanliggende for egypteren, i dag er det et personligt anliggende. (/Vi lever i dag i denne periodes repetition), derfor også den store interesse for Egypten. Egypteren vidste, at selv om Typhon har slået Osiris i mennesket ihjel, vil det være ud af denne rest af osiriskraften at Horus skal fødes, gennem ISIS, som ikke selv er lyset men som kan reflektere lyset og sende det ud i verden som sit barn, og overvinde Typhon, Genne ISIS skal Osiris genfødes i mennesket som HORUS.

Egypteren mente, at der var en vej til Osiris i dødsriget nemlig gennem dødens port, hvorved man kom til dødsriget hvor Osiris opholdt sig efter at Typhon havde slået ham ihjel. Et besøg i dødsriget er altså nødvendigt for igen at blive forenet med Osiris. INDVIELSE ELLER RIGTIG DØD. Da Osiris var på Solen måtte man kunne SE solen i dødsriget eller SE SOLEN VED MIDNAT. ISIS er den gud som man skal kende for at komme til dødsriget, og derfor lød det også: ”ingen dødelig har løftet mit slør”. Vejen gik altså gennem de rigtige forestillinger eller som man ville sige i dag gennem imaginationerne eller meditationerne. Man kunne søge Osiris enten i det som var det ydre udtryk for Osiris på himlen i himmellegemerne eller i menneskets indre, hvor han var begravet. Man måtte gøre sig uafhængig af den jordiske sansning som kommer til udtryk i menneskets nervesansesystem, men måtte gå ind i disse sanser oversanselige kræfter.

Pyramide indvielsen, særligt det store galleri, hvor de 22 af de 28 Izarads eller Izeds stod. Disse modsvarer og virker gennem de 28 rygmarvsnerver. Disse 28 rygmarvs nerver, beherskes af de 12 nerve par i menneskets hoved, svarende til de 12 stjernetegn.

Vejen gennem galleriet er altså en vandring gennem menneskets indre organer, fra Personligheden der opstår hvor disse 28 nerver slutter deres udstrækning. Fra personligheden (personlighedens ånder) stiger man op til de 12 pari hoved svarende til kongekammeret, hvor man nedsænker sig i hjernen eller går ud til stjernerne.

For egypteren var de 4 elementer eller de 4 æterarter, som vi ville sige i dag. også udtryk for det organiske:

Sfinksen

Ilden var blodkredsløbet (Varmeæteren) og åndedrættet Løven
Vandet i leveren Kvinden
Luften i nyrerne Vingerne
Jorden i lungerne Tyren (som ikke er en del)

Det var nødvendigt, at man lutrede disse elementer for at de kunne stå rene og jomfruelige som ISIS, dvs. ikke var besmittet af materien eller Typhon. Den symbolske lutring ved de 4 elementer.

Ved vandringen gennem pyramiden overvandt man de 4 elementer, og dermed deres fysiske udtryk

Placering Organ Væsen Kosmisk
Dronningekammeret De 2 hjerteklapper Keruber Solen den himmelske Osiris.
Kongekammer Hjernen Serafer Stjernehimlen

Vejen fra galleriet til

Kongekammeret De 12 nerve par i hjernen Troner Ecliptika

Det store galleri De 28 rygmarvsnerver Kyrioter Jupiter ISIS

Vejen til det store galleri Astrallegemet Archai VENUS Personligheden

De små gange blodkredsløbet eller jeget.

Isis statuen Tankens forestilling MÅNEN SOLLYSETS INDHOLD

Osiris statuen Tankekraften SOLEN SOLLYSET SELV

Pyramideformen

Varmeæter Kuglen

Lysæter Pyramiden Trekanten

Klange eller Kemisk æter Halvmåneformen

Livsæter Kubussen

Pyramiden er knyttet til lysæteren i sin facon og livsæteren i sin basis

Lysæter kommer til udtryk i menneskets hvide nervesystem, Livsæteren i det menneskelige hoved og dermed hjerne

Pyramideformen fører altså ind i det astrale eller stjerneverden og har en effekt hvorved menneskets højere æterlegeme substans frigøres fra den nedre, således at livet kan opretholdes samtidig med at man trækker æterlegemet nok med ud, til at man kan bevare bevidstheden og søge mod stjernerne. Det er altså både en rejse i sig selv og en rejse i kosmos der skete under indvielserne.

Lidt om de 22 kyriotes, hvoraf ISIS er en af dem. De finder i dag sit udtryk i de 22 tarot kort, samt i alfabetets 28 bogstaver. I både Egypten og mellemøsten (hebræisk) valgte man at udelade de 7 vokaler som svarer til de 7 planeter, idet de udgør noget særegent. De 22 hipoglyffer var et forsøg på at fremstille noget af himmelskriften i det jordiske. Men man så også at de 7 planeter var vokalerne og de mere faste stjerne konstellationer var konsonanterne.

Thoth eller Hermes var den der kunne læse himmelskriften

Thot havde derfor en bog hvor alle hemmelighederne om tydningen af skriften var nedskrevet, den berømte thot’s bog, som vi kan se er dette i virkeligheden et kendskab til de 22 faste goder og de bevægende planter som man kunne læse hvornår Nilen blev oversvømmet osv. Thot var også den der lærte mennesket at skrive hipoglyfferne, men han opfandt også geometrien i pyramiderne, landmålingen til brug for arkitekturen. Men Egypteren så frem for alt en MORAL i himmelskriften og dermed også i hieroglyfferne geometrien og arkitekturen. Den første Thot var som Zaratustra et menneske, der kunne hæve sin bevidsthed til det guddommelige.

Smaragtavlens oprindelse

Hermes er identisk med det kaladæiske navn Chiram, eller som de kendes fra Biblen og Frimureriet Hiram

Chiram Telat Mechasot en i essens men tre i aspekt. I denne treenighed er gemt hele verdens visdom

Smaragtavlen siges at være fundet af ukendte personer inde i den store pyramide i Egypten og der fra bragt til mellemøsten, hvor den alkymistiske kunst udviklede sig.

Hermes smaragdtavle (Tabula Smaragdina)

Oprindelig sand og uden fejl
Det som er foroven
Er som det der er forneden
Og det som er forneden
Er som det der er foroven
For at udvirke miraklet
Om det eneste ene

Og alle ting kommer fra en
Ved dennes tanke (ide)
Således er al ting opstået
Fra denne eneste ene
Ved den eneste enes optagelse (i enhederne)

Dets fader er solen
Dets moder er månen
Luften bærer det i sin bug
Jorden er dets amme

Dette er faderen til al fuldkommenhed
Og hele verdens optagelse

Dets kraft forbliver udelt
Hvis den omformes i jorden.

Du skal skille jorden fra ilden
Det fine fra det grove
Forsigtigt med flid og megen visdom.

Det stiger op fra jorden til himlene
Og stiger ned til jorden igen
Og modtager således kraften
Fra det lave og fra det høje.

Således ser du alverdens herlighed
Og mørket vil forsvinde fra dine øjne.

Dette er styrken bag alle kræfter
Som overvinder enhver flygtig ting
Og gennemtrænger enhver fast ting.

Således blev verden skabt
Og dette er måden
Og derfra stammer al bevidsthed om liv

Derfor kaldes jeg Hermes Trimegistos (den trefold store)
Fordi jeg ejer de 3 dele af verdens filosofien.

Det jeg har skrevet er fuldendt
Hvad angår solens bevægelser.

- Oversat af Finn Nørlev

Alkymien Den hermetiske kunst

Det er Hermes skrifter der danner grundlaget for Rosenkreuzernes hemmelige kunst, en stor del af dette var Alkymien, som er udtrykt i smaragtavlen. Et andet vigtigt skrift er Hermes syn, som i detaljer fortæller om det der i tavlen kort omtales som:

Det stiger op fra jorden til himlene
Og stiger ned til jorden igen
Og modtager således kraften
Fra det lave og fra det høje

Rosenkreuzernes beskæftigelse var særlig af naturvidenskabelig karakter, dog i klassisk form, således at man så naturen som værende resultatet af en oversanselig indflydelse, og at det var det oversanselige som bevirkede ALT i materien. Deres særlige arbejde var at forstå det MORALSKE bag materiedannelsen. Altså Alkymi.

Der var særligt 3 procceser som de henledte deres undersøgelser og meditationer på.

Saltdannelsen Kisel
Opløsningen Mercur – (ferum)
Forbrændingen Sulfur – (Phosfor)

Guddomstanker

Saltdannelsen: (tanke – visdom) (hjernen)

Ved saltdannelse forstås alt det som udkrystalliserer sig som fast stof.

Meditationen er således: Hvis menesket kun hengiver sig til sine lidenskaber og drifter fører det til ødelæggelse og forrådnelse. Kun ved at sætte TANKEN ind mod denne lidenskabernes opløsningstendens, kan den undgås. Og noget fast kan udfældes. Tanken er det faste holdepunkt, og kun ved at rense tanke for vildfarelser kan det rene salt (den klare krystal) opstå. Dette er den mikrokosmiske saltdannelsen. Ved at betragte saltdannelse, oplevede Rosenkreuzeren, den makrokosmiske saltdannelse, han så i dannelsen kosmisk visdom, arbejde i materien. Og han oplevede at når saltdannelsen i ham var tilendebragt ville han stå udelelig, ufølsom og uden for gud, og den kosmiske visdom, som et visdomsfyldt lig. Ved saltdannelsen opleve Rosenkreuzeren at rene guddommelige tanker steg op i ham.

Guddomskærlighed

Opløsningen: (kærlighed - Skønhed) (Hjertet – lungerne)

Ved opløsningen eller mercur, så Rosenkreuzeren kærligheden, som han i saltet så visdommen. Som der findes højre og lavere opløsninger, finder der også højre og lavere former for kærlighed. Opløsningen er det eneste som kan modvirke saltdannelsen, altså Kærligheden skal befrugte visdommen ellers sker der en ligdannelse. (blodets æterisering, hjertets brændeofferoffer) Gennem alt som opløses i naturen arbejder den kosmiske kærlighed, i alt som forbliver bevægeligt og uforhærdet i mig virker den mikrokosmiske kærlighed. Ved opløsningen oplevede Rosenkreuzeren den guddommelige kærlighed, og følte sig ansporet dertil.

Guddomsoffertjeneste

Forbrændningen: (ofring - styrke) (fordøjelse – lemmer)

Gennem forbrændingen som Rosenkreuzeren et ofring og en lutring på en gang. Ildens fortærende kræfter var ofringen, men forvandlingen var samtidig en lutring der gjorde, det forvandlede egnede sig for andre højre væsener. Han så i i den kosmiske forbrænding gudernes ofringer til de højere guder, og i sin indre forbrænding - ofringen til de guder som er over ham. Når han derfor foretog en forbrænding af noget stof, var det i den dybeste andagt, thi det var en offer han foretog på gudernes vegne til endnu højre guder. Han arbejde derfor med sin værdighed til at foretage forbrændingen i laboratoriet. Ved forbrændingen opleve Rosenkreuzeren, offerviljen.

Under arbejdet, skete der langsomt, men sikkert en ændring i Rosenkreuzerens højre legemer

Saltdannelsen medførte en kobberfarve i forstandssjælen

Opløsningen en sølvfarve i fornemmelsessjælen

Forbrændingen en guldfarve i bevidsthedssjælen

Den er på den måde af de lavede subjektiv , kobber, sølv og guld

De 4 elementer

”1Den lære, som blev forkyndt af de hellige rishier i den efter atlantiske tids første kulturperiode, var en erkendelse, som absolut går tilbage til de åndelige kilder i tilværelsen. Og det er det betydningsfulde netop ved den lære, at den trængte så dybt ind i alle disse natur processer, at den i disse kunne erkende det åndeligt virksomme. I grunden er vi altid omgivet af åndelige hændelser og åndelige væsener. Alt hvad der sker materielt, er jo kun udtryk for åndelige kendsgerninger, og alle ting, der træder os materielt i møde, er kun det ydre hylster af åndelige væsener. Når der nu i den urgamle, hellige lære blev talt om de fænomener der omgiver os, så blev der altid især henvist til et fænomen, til det vigtigste, mest betydningsfulde naturfænomen, der omgiver mennesket på jorden. Og ilden blev af denne åndsvidenskab anset for det mest betydningsfulde naturfænomen. Ved alle forklaringer af det, som foregår på jorden, blev den åndelige forskning af ilden stillet i midtpunktet. Men hvis vi vil forstå denne, vi kan sige østlige lære om ilden, der i gammel tid var så vidtrækkende for al erkendelse og også for alt liv, så må vi se os lidt omkring blandt de andre naturfænomener og naturgenstande, sådan som de blev betragtet af denne ældgamle, men i dag endnu for åndsvidenskaben absolut gyldige lære.

Der blev alt, hvad der omgiver mennesket i den fysiske verden, ført tilbage til de såkaldte fire elementer. Disse bliver i dag ganske vist ikke respekteret af vor moderne materialistiske videnskab. Vi ved jo alle, at disse elementer kaldes jord, vand, luft og ild. Ved jord forstod man ikke det, der i dag betegnes med ordet jord.

Med jord betegnedes en tilstand i den materielle tilværelse, nemlig det fastes tilstand. Alt det vi i dag kalder fast, blev kaldt jordagtigt. Hvad enten vi altså har fast agerjord eller et stykke bjergkrystal, et stykke bly eller guld, alt hvad der er fast, betegnedes som jord. Alt det der er flydende, ikke blot vandet i dag, blev betegnet som vandigt eller som vand. Når De altså for eksempel har jern, og De bringer det til at gløde, så det lidt efter lidt smelter i kraft af varmen og bliver flydende, så er det som flyder dér som jern, for åndsvidenskaben vand. Alle metaller blev i flydende tilstand betegnet som vand. Alt det vi i dag kalder luftformet, den tilstand vi i dag også kalder gasagtig, blev, ligegyldigt hvilket stof der kom i betragtning, ilt, brint eller andre gasser, alt sammen blev det betegnet som luft.

Ilden ansås for at være det fjerde element. Videnskaben i dag, det ved de, der husker de fysiske grundbegreber, ser ikke i ilden noget man kan sammenligne med jord eller luft eller vand; den nuværende fysik ser deri kun en bevægelses tilstand. Åndsvidenskaben ser i varmen eller ilden intet andet end noget der har en endnu finere substantialitet end luften. Ligesom jord eller det faste forvandler sig til det flydende, således går det luftformede efterhånden for åndsvidenskaben over i ild tilstanden, og ilden er et så fint element, at den gennemtrænger alle øvrige elementer. Ild gennemtrænger luften og gør den varm, ligeså vandet og jorden. Mens de andre tre elementer så at sige er adskilte, ser vi ildens element gennemtrænge alt.

Nu sagde den gamle åndsvidenskab: Der er endnu en anden, en betydelig forskel mellem det, vi kalder jord, vand, luft, og det vi kalder ild eller varme. Hvordan kan jord eller det faste iagttages ? Nuvel, siger vi, vi berører det. Vi iagttager det faste, idet vi berører det, og det udøver modstand. Ligeså er det endnu med det vandige. Dette giver ganske vist lettere efter, modstanden er ikke så stor, men vi iagttager den dog som noget udenfor os selv som en modstand. Og sådan er det også med luftelementet. Vi iagttager det også kun i det ydre. Anderledes er det med varmen. Her må der fremhæves noget, som den nuværende verdensanskuelse ikke anser for betydningsfuldt, men som må anses for betydningsfuldt, hvis man vil se ind i tilværelsens virkelige gåder.

Varme iagttager vi nemlig også uden at vi berører den i det ydre. Det er det væsentlige: vi kan iagttage varme, idet vi berører et legeme, der har en bestemt grad af varme. Vi kan iagttage varme i det ydre som de tre andre elementer, men vi føler også varme i vore egne indre tilstande. Derfor fremhævede den gamle videnskab allerede hos inderne: jord, vand, luft iagttager du kun i den ydre verden, varme er det første element der også kan iagttages i det indre. Varme eller ild har altså to sider:

En ydre side, der viser sig for os, når vi iagttager den i det ydre, og en indre side, når vi føler os selv i en bestemt varmetilstand. Ikke sandt, mennesket føler sin indre varmetilstand, det har det varmt, det fryser. Derimod bekymrer mennesket sig bevidst ikke meget om det, der i det er luftformede, vandige, faste substanser, hvad der altså i det er luft, vand og jord. Mennesket begynder på en måde først at føle sig selv i varmens element. Varmeelementet har en indre og en ydre side. Derfor siger den gamle åndsvidenskab, og med den også den nye: Varmen eller ilden er det element, hvor det materielle begynder at blive sjæleligt. Vi kan derfor i ordets sande betydning tale om en ydre ild, som vi iagttager ligesom de andre elementer, og en indre sjælelig ild i os.

For åndsvidenskaben dannede ilden således altid broen mellem det ydre materielle (Det er også det eneste element der ikke påvirkes at tyndelovene) og det sjælelige, som kan iagttages i det indre af mennesket. Man stillede ilden eller varmen i midtpunktet af al naturbetragtning, fordi ilden er den port vi trænger igennem udefra og indefter. Denne ild er virkelig som en dør, man kan stå foran. Man ser den udefra, lukker den op og kan betragte den indefra. Sådan er ilden blandt naturfænomenerne. Man føler på en ydre genstand og lærer ilden at kende, der udefra strømmer én i møde som de tre andre elementer. Man iagttager den indre varme og føler den som noget, der hører til én selv: man står inden for porten, man træder ind i det sjælelige. Sådan forkyndte man videnskaben om ilden. Men derfor så man også i ilden noget, hvor det sjælelige og det materielle spiler sammen.

Det er virkelig en elementær lektion om den første menneskelige visdom, som vi nu engang vil stille frem for vor sjæl. Lærerne sagde omtrent følgende: se på en brændende genstand, der fortæres af ilden ! du ser to forskellige ting i denne brændende genstand. Den ene kaldte man i denne gamle tid, og kunne stadig gøre det i dag, for røg, og den anden kaldte man lys. For disse to natur fænomener optræder for os, når en genstand fortæres af ilden: lys på den ene side, og røg på den anden. Ånds forskeren så altså således ilden stå midt imellem lys og røg. Læreren sagde: det er ligesom lyset fødes ud af flammen på den ene side, og røgen på den anden.

Men nu må vi engang med hensyn til lyset, der er født af ilden, se klart på en yderst simpel, men vidtrækkende kendsgerning. Det er yderst sandsynligt, at mange mennesker, hvis man ville spørge dem: Ser du lyset? ville svare: Javist ser Jeg lyset! – men dog er dette svar så forkert som overhovedet muligt, for i virkeligheden ser intet fysisk øje lyset. Det er absolut urigtigt, hvis man siger, at man ser lyset. Man ser ved hjælp af lyset de forskellige genstande, der er faste, flydende, luftformede, men lyset selv ser man ikke. Tænk dig engang hele verdensrummet gennemlyst af lys, og lyskilden skulle være et eller andet sted , hvor du ikke kunne se den, bag dig, og du kigger nu ind i verdensrummet, som er gennemlyst af lyset – ville du så se lyset? Du ville overhovedet ingenting se. Du ville først se noget, hvis en eller anden genstand stilles ind i det oplyste rum. Man ser ikke lyset, men kun det faste, det vandige, det gasagtige ved hjælp af lyset. I virkeligheden bliver det fysiske lys overhovedet aldrig set med de fysiske øjne. Det er nu noget, der med særlig klarhed stiller sig frem for det åndelige øje. Åndsvidenskaben siger derfor: Lyset gør ganske vist alting synligt, men lyset selv er usynligt. Og det er en vigtig sætning: Lyset er uiagttageligt. Man kan ikke iagttage det gennem ydre sanser. Man kan iagttage noget fast, flydende, luftformet, man kan, som sidste element i det ydre endnu iagttage varmen eller ilden, men den kan man allerede også begynde at iagttage i det indre. Men lyset selv kan man ikke mere iagttage i det ydre. Hvis du måske tror, at når man ser solen, så ser man lys, så er det forkert: Man ser et flammende legeme, en brændende substans, som lyset strømmer ud fra. Ville du undersøge det, så ville du se at du har noget luftformet, flydende, jordagtigt. Lyset ser du ikke, men det som brænder.

Når vi stiger op, træder vi altså – sådan siger åndsvidenskaben – fra jord gennem vand, gennem luft til ilden, og så til lyset; vi træder da fra det i det ydre iagttagelige, synlige ind i det usynlige, i det æterisk-åndelige. Eller som man også siger: Ilden står ved grænsen mellem det ydre iagttagelige, materielle, og det som er æterisk-åndeligt, som ikke mere er iagttageligt i det ydre. Hvad gør et legeme, der er fortæret af flammen, det vil sige af ilden? Hvad sker der, når noget brænder? (Her skal også blot mindes om forbrændingen i det menneskelige fordøjelsessystem)

Når noget brænder, så ser vi på den ene side lyset opstå. Det første uiagttagelige i det ydre, det som virker ind i den åndelige verden, og som ikke blot er materielt i det ydre, forårsager varmen, når den er så stærk, at den bliver en lyskilde. Den afgiver noget til det usynlige, til det, der ikke mere kan iagttages i det ydre, men den må betale det gennem røgen. Den må ud af det, som tidligere var gennemsigtigt, gennemlyst, lade det uigennemsigtige, det røgagtige danne sig. Og således ser vi, hvordan varmen eller ilden i virkeligheden differentierer sig, deler sig. Den deler sig på den ene side i lys. Og derved åbner den en vej ind i den oversanselige verden. Til gengæld for, at den sender noget op som lys i den oversanselige verden, må den sende noget ned i den materielle verden, i det uigennemsigtiges, men synliges verden. Intet opstår ensidigt i verden. Alt hvad der opstår, har to sider: Når der opstår lys gennem varme, så opstår der på den anden side uklarhed, mørk materie. Det er urgammel åndsvidenskabelig lære. Fro at lyset kan fødes ud af mørkes som der står i biblen, er skabelsen af det materislel altså en samtidig nødvendighed.

Men nu er forløbet, som vi har beskrevet det, kun den ydre side, kun den fysisk materielle tildragelse. Der ligger nu endnu noget væsentligt andet til grund for denne fysisk materielle tildragelse. Hvis du blot har varme for dig, altså noget der endnu ikke lyser, så er i en vis henseende varmen selv, som du iagttager, det ydre fysiske, men der er noget åndeligt i den. Hvis denne varme nu bliver så stærk, at der opstår noget lysende, og der dannes røg, så må noget af det åndelige, som var i varmen, ind i røgen. Og dette åndelige, der var i varmen, og som går over i røgen, i noget luftformet, altså i noget, der står under varmen, det er nu fortryllet i røgen, i det der opstår som formørkelse. Åndelige væsener, der er sammen med varmen, må så at sige nedlade sig til at lade sig trylle ind i det, der bliver tæt, bliver røgfyldt. Og således er det med alt, hvad der som en formørkelse, som en materialisering falder ud af varmen, forbundet en fortryllelse af åndelige væsener. Vi kan stille det endnu mere krast frem. Lad os engang tænke, at vi, hvad der jo er muligt i dag, bringer luften til at blive flydende. Luften selv er er ikke andet end fortættet varme, der er opstået ud fra varmen, idet der har dannet sig røg. Det som egentlig gerne ville være i ilden, er fra det åndelige blevet tryllet ind i røgen. Åndelige væsener, som man også kalder elementar væsener, er tryllet ind i al luft, og de bliver yderligere fortryllede, så at sige bandlyst til en endnu lavere tilværelse, når luften overføres til vand. Derfor ser åndsvidenskaben overhovedet i det, der kan iagttages i det ydre, noget som er fremgået af en urtilstand af ild eller varme på den måde, at det først blev luft eller røg eller gas, idet varmen fortættede sig til gas, gassen til det flydende, det flydende til det faste. Se tilbage, sådan siger åndsforskeren, se på et eller andet fast: det var engang flydende, det er først blevet fast i udviklingens løb. Og det flydende var engang luftformet, og det luftformede dannede sig som røg ud fra ilden. Men med denne fortættelse, med dette at blive luftformet og fast er der altid forbundet en fortryllelse af åndelige væsener.

Lad os nu kaste et blik ind i vor omverden, lad os betragte de faste sten, de flydende vandstrømme, lad os se på det der fordamper af vand, stiger op som tåge, lad os se på luften, på alt det faste, flydende, luftformede og ilden: Så har vi i grunden intet andet end ild. Alt er ild, kun netop fortættet ild. Guld, sølv, kobber er fortættet ild. Alt var engang ild, alt er født ud af ilden – men i alt det fortættede er der overalt noget åndeligt, som hviler fortryllet deri.

Hvorledes opnår altså de åndeligt-guddommelige væsener, som er omkring os, at der, sådan som det er på vor planet, opstår noget flydende, noget luftformet? de sender deres elementarånder, der lever i ilden, ned, de spærrer dem inde i luft, vand og jord. Det er sendebudene, elementar sendebudene for de åndelige skabende skabervæsener. Først har man disse elementar ånder i ilden. I ilden befinder de sig endnu godt, hvis vi taler billedligt, og nu bliver de så at sige fordømt til at leve i fortryllelse. Og ser vi os omkring og siger til os selv: Disse væsener, som vi kan takke for alt det, som er omkring os, de har måttet stige ned fra ildens element, de er fortryllet ind i tingene.

Kan vi som mennesker gøre noget for disse elmentar ånder? Det er det store spørgsmål, som de hellige rishier stillede. Kan vi gøre noget for at forløse det, der er fortryllet? Ja, vi kan gøre noget! For det, som vi mennesker gør her i den fysiske verden, er heller ikke andet end det ydre udtryk for åndelige processer. Alt hvad vi gør, har på samme tid sin betydning i den åndelige verden.

Lad os engang antage følgende: Et menneske står overfor en eller anden bjergkrystal eller et stykke guld eller lignende. Han betragter det. Hvad sker der, når et menneske simpelthen stirrer på, med sit sanselige øje betragter en eller anden ydre genstand, hvad sker der så? Der er til stadighed et vekslende spil mellem det fortryllede elementar væsen og mennesket. Det, der er fortryllet inde i materien, og mennesket har noget at gøre med hinanden. Antager vi nu, at mennesket kun stirrer på genstanden, så at han kun lægger mærke til det, der trænger hen til øjet. Så går der altid noget fra disse elementarvæsener ind i mennesket. Der går til stadighed noget fra de fortryllede elementar væsener ind i mennesket, fra tidlig morgen til sen aften. Idet du iagttager, går der fra dine omgivelser og ind i dig til stadighed en skare af elementar væsener som var fortryllede, og til stadighed bliver fortryllet gennem verdens fortætnings processer. Lad os engang antage, at det menneske som således glor på genstandene, slet ikke havde tilbøjeligheden til at tænke over dem, til i sin sjæl at lade et eller andet leve af tingens ånd. Han gør sig det bekvemt, går blot sådan gennem verden, men forarbejder det ikke åndeligt, ikke med idéer, ikke med følelser, med slet ingenting og forbliver så at sige en ren iagttager af det, der materielt træder ham i møde i verden. Da går disse elementar ånder ind i mennesket og sidder nu i det, er inde i det og har intet andet vundet i verdens processen, end at de er steget ind i mennesket fra omverdenen. Men antager vi, at mennesket er sådan, at det åndeligt forarbejder omverdenens indtryk, og at det med sine idéer, begreber, gør sig forestillinger om verdens åndelige grundlag, og altså ikke simpelthen glor på et stykke metal, men tænker over væsenet, føler skønheden og åndeliggør sit indtryk; hvad gør vedkommende?

Gennem sin egen åndelige proces forløser dette menneske det elementar væsen, der strømmer over til ham fra omverdenen. Han hæver det op til det, som det var, han befrier elementar væsenet fra dets fortryllelse. Således kan vi gennem vor egen åndeliggørelse enten spærre de væsener, som er fortryllet i luft, vand og jord, inde i vort indre uden at forandre dem, eller vi kan, ved at vi mere eller mindre åndeliggør os selv, befri dem, forløse dem og atter føre dem tilbage til deres element. Igennem hele sit liv på jorden lader mennesket elementar ånder fra omverdenen strømme ind i sig. I samme grad som det blot glor på tingene, lader det simpelthen disse ånder vandre ind i sig, og forandrer dem ikke. I samme grad som mennesket søger at forarbejde omverdenens ting i sin ånd gennem idéer, begreber, følelser af skønhed og så videre, i samme grad forløser og befrier det disse åndelige elementar væsener.

Og hvad sker der nu med disse elementar væsener, der ud fra tingene er trådt ind i mennesket, hvad sker der med dem? De er foreløbig i mennesket. Også de forløste må foreløbig blive i mennesket, men kun til dets fysiske død. Når mennesket træder gennem dødens port, så indtræder der en forskel mellem de elementar væsener, der blot er vandret ind, og som mennesket ikke atter har ført op til et højere element, og dem, som mennesket gennem sin egen åndeliggørelse har bragt tilbage til deres tidligere element. De elementar væsener, som mennesket ikke har forandret, har foreløbig slet intet vundet ved, at de er vandret over fra tingene til mennesket. Men de andre, de har vundet det, at de ved menneskets død atter kan vende tilbage til deres oprindelige verden. Mennesket er i sit liv et gennemgangs punkt for disse elementar væsener. Og når nu mennesket er gået igennem den åndelige verden, og bliver genfødt i en næste inkarnation, så kommer ved menneskets genfødsel, idet mennesket går gennem fødselens port, alle de elementar væsener, som det ikke tidligere har befriet, igen tilbage i den fysiske verden. Men dem det har befriet, bringer det ikke atter med, når det stiger ned, de er vendt tilbage til deres oprindelige element.

Vi ser således, at mennesket gennem sin udvikling, gennem den måde, det forholder sig på til den ydre natur, har magt til enten at befri de til opståelsen af vor jordtilværelse nødvendigt fortryllede elementar væsener, eller til at lænke dem endnu mere til jorden, end de allerede tidligere var det. Hvad gør et menneske, der betragter en eller anden ydre genstand, og idet han forklarer den, forløser elementar ånden derfra? Åndeligt gør han det modsatte af det, der tidligere er sket. Mens der tidligere blev dannet røg af ilden, danner mennesket atter åndeligt ilden af røgen. Det befrier først denne ild efter sin død. Tænk dig nu engang, hvor uendeligt åndfulde gamle offerskikke er, når du betragter dem i lyset af urgammel hellig åndsvidenskab.

Tænk dig engang præsten ved offer altret i de tider, i hvilke religion var bygget på virkelig erkendelse af de åndelige love – tænk dig, at præsten tænder flammen, og røgen stiger op, og at røgens opstigen nu virkelig bliver gjort til offer, det vil sige bliver fulgt af bønner, hvad sker der? Hvad sker der overhovedet med et sådant offer? Præsten står ved altret, hvor der bliver frembragt røg. Hvor det faste fremgår af varmen, bliver en ånd fortryllet, men samtidig med, at mennesket følger hele processen med bønner, bliver denne ånd som sådan optaget i menneskene, så at den efter døden atter stiger op i den højere verden. Hvad sagde derfor den, der tilhørte den gamle visdom, til den som skulle forstå noget sådant? Han sagde: Når du betragter omverdenen sådan, at din åndelige proces ikke bliver hængende ved røgen, men løfter det åndelige op til ild elementet, så befrier du efter døden den i røgen fortryllede ånd. – Og nu sagde det menneske, som forstod det, der var gået over i mennesket fra den i røgen fortryllede ånd: Har du ladet ånden være som den var i røgen, så må den blive genfødt med dig, så kan den ikke efter din død drage tilbage til den åndelige verden. Men har du befriet den, har du ført den tilbage til ilden, så vil den efter din død gå op i de åndelige verdener, og behøver ikke med din fødsel igen at vende tilbage til jorden.

Lyset (menneske åndens opstigen i lyset)

Ilden (Hjertevarmen)

Den åndeliggjorte materie (Åndeliggørelsen af jorden)